* * * * *

Urantia bogen i Danmark

Home > 4. JESU LIV OG LÆRE > 185. Rettergangen foran Pilatus

Copyright 2015 Urantia Foundation

* * * *

185. Rettergangen foran Pilatus

URANTIA BOGEN  -  KAPITEL 185. RETTERGANGEN FORAN PILATUS

STRAKS efter klokken seks fredag ​​morgen, den 7. april 30 e.Kr. blev Jesus indbragt for Pilatus, den romerske statholder, som var under umiddelbart opsyn af den syriske legat som regerede Judæa, Samaria og Idumæa. Tempelvagterne førte Mesteren foran den romerske guvernør bagbunden og ledsaget af omkring halvtreds af hans anklagere, heriblandt det jødiske råds domstols medlemmer (primært saddukæerne), Judas Iskariot, og ypperstepræsten Kajfas og apostlen Johannes. Hannah befandt sig ikke hos Pilatus.
Pilatus var oppe og klar til at modtage denne gruppe i de tidlige morgentimer, for dem, der den foregående aften havde formået at få hans samtykke til at bruge romerske soldater til at arrestere Menneskesønnen, havde meddelt ham, at Jesus ville blive ført frem for ham i de tidlige morgentimer. Denne rettergang var arrangeret således, at den ville finde sted foran pretoriet, en tilføjelse til fæstningen Antonia, hvor Pilatus og hans kone boede når de besøgte Jerusalem.
Selvom Pilatus forrettede en stor del af forhøret af Jesus inde i pretoriets yderrum, blev den offentlig retssag afholdt udenfor på trappen, der førte op til hovedindgangen. Det var en indrømmelse til de jøder, som nægtede at gå ind i en hvilken som helst ikke-jødisk bygning, hvor surdej kunne tænkes anvendt på denne påske forberedelsesdag. Hvis de gjorde, ville det ikke kun gøre dem ceremonielle urene og dermed forhindre dem i at deltage i eftermiddagens taksigelsesfest, men også gøre det nødvendigt for dem at gennemgå rensningsceremonier efter solnedgang for at være berettiget til at deltage i påskens aftensmåltid.
Selv om disse jøder slet ikke var bekymret i samvittigheden, da de intrigerende gennemførte det retslige mord på Jesus, var de dog meget samvittighedsfulde i alle disse tilfælde relateret til ceremoniel renlighed og traditionel regelmæssighed. Disse jøder er ikke de eneste, som har forsømt at anerkende høje og hellige forpligtelser af guddommelig natur, samtidig som de har givet minutiøs opmærksomhed på ting, både i tid og evighed som er af ringe betydning for menneskers velfærd.


1. PONTIUS PILATUS

Hvis Pontius Pilatus ikke havde været en rimelig god guvernør af de mindre provinser, ville Tiberius næppe have tolereret ti år med at have ham som statholder i Judæa. Selv om han var en rimelig god administrator, var han en moralsk kujon. Han var ikke stor nok som menneske til at forstå karakteren af ​​hans opgave som jødernes guvernør. Han var ikke i stand til at forstå, at disse hebræer havde en reel religion, en tro, som de var villige til at dø for, og at millioner og atter millioner af dem, spredt ud over hele imperiet, så på Jerusalem som en helligdom for deres tro og respekterede jødernes råd som den højeste domstol på jorden.
Pilatus elskede ikke jøderne, og denne dybtliggende fjendtlighed begyndte tidligt at manifestere sig. Blandt alle de romerske provinser var ingen sværere at regere end Judæa. Pilatus forstod aldrig rigtig de problemer som var involveret i forvaltningen af jøderne, og derfor gjorde han allerede tidligt i sin tid som guvernør en serie af næsten fatale og så godt som selvmorderiske brølere. Det var disse fejl, der gav jøderne en sådan magt over ham. Når de ønskede at påvirke hans beslutninger, alt hvad de skulle gøre, var at true med en opstand og Pilatus ville hurtigt kapitulere. Denne tilsyneladende vaklen eller mangel på moralsk mod, hos prokuratoren var primært fordi han huskede mange kontroverser med jøderne, og at de hver gang havde besejret ham. Jøderne vidste, at Pilatus var bange for dem, at han frygtede for sin stilling foran Tiberius, og de udnyttede de mange muligheder af denne viden til stor ulempe for guvernøren.
Pilatus misbilligelse blandt jøderne opstod som et resultat af en række uheldige møder. Først havde han ikke tager alvorligt deres dybtliggende fordomme mod alle former for billeder, som de så som symboler på afgudsdyrkelse. Derfor lod han sine soldater marcherer ind i Jerusalem uden at fjerne kejserens billede fra deres banner, hvilket havde været skik af de romerske soldater under hans forgænger. En stor deputation af jøder ventede på Pilatus i fem dage, og opfordrede ham til at få disse billeder fjernet fra de militære bannere. Han nægtede bestemt at acceptere deres anmodning og truede med øjeblikkeligt at dræbe dem. Pilatus, selv en skeptiker, forstod ikke, at folk med stærke religiøse følelser ikke vil tøve med at dø for deres religiøse overbevisning. Han blev derfor alarmeret da disse jøder udfordrende stillede sig op foran hans palads, bøjede deres hoveder til jorden, og sendte bud, at de var klar til at dø. Pilatus indså, at han havde udslynget en trussel, som han var uvillig til at gøre alvor af. Han gav i, beordrede, at billederne blev fjernet fra soldaternes banner i Jerusalem, og fandt sig selv fra den dag stort set underlagt de jødiske lederes luner som således havde opdaget hans svaghed i at udtale trusler, som han frygtede at udføre
Senere besluttede Pilatus at genvinde sin tabte prestige og havde derfor opsat kejserlige skjolde, såsom almindeligt blev anvendt ved kejser tilbedelse, på murene ved Herodes palads i Jerusalem. Da jøderne protesterede, han var ubøjelig. Da han nægtede at lytte til deres protester, appellerede de straks til Rom, og kejseren beordret straks de ulovlige skjolde fjernet. Efter det var respekten for Pilatus endnu lavere end før.
En anden ting, der bragte ham i stor unåde hos jøderne var, da han vovede at tage penge fra tempelkassen til at betale for opførelsen af ​​en ny akvædukt afset til at øge udbuddet af vand til de millioner af besøgende, som kom til Jerusalem for de store religiøse fester. Jøderne fastholdt, at det kun var jødernes råd som kunne beslutte om tempelmidlernes anvendelse, og de ophørte aldrig med bittert at bebrejde Pilatus for hans formastelige afgørelse. Ikke mindre end en snes optøjer og megen blodsudgydelse blev følgen denne beslutning. Den sidste af disse alvorlige udbrud havde at gøre med slagtningen af et stort selskab af galilæere mens de praktiserede deres andagt ved alteret.
Det er bemærkelsesværdigt, at mens denne vaklende romerske hersker ofrede Jesus på grund af hans frygt for jøderne og for at beskytte sin personlige stilling, blev han endelig afsat som følge af den unødvendige slagtning af samaritanere i en situation, hvor en falsk Messias med sine ubegrundede påstande førte tropper til Gerizimbjerget, hvor han hævdede tempelkarrene fandtes begravet. Voldelige optøjer brød ud, da han ikke kunne eller ville afsløre skjulestedet af de hellige kar, som han havde lovet. Som et resultat af denne hændelse befalede den syriske legat Pilatus at begive sig til Rom. Tiberius døde, mens Pilatus var på vej til Rom, og han fik ikke fornyet ansættelse som statholder i Judæa. Han kom sig aldrig helt fra den triste dom over at have givet samtykke til korsfæstelsen af ​​Jesus. Da han ikke fandt nogen velvilje hos den nye kejser, trak han sig tilbage til provinsen Lausanne, hvor han efterfølgende begik selvmord.
Claudia Procula, Pilatus hustru, havde hørt meget om Jesus af hendes tjenestepige, som var fønikerne og troede på rigets evangelium. Efter Pilatus død​​, indtog Claudia en fremtrædende plads i udbredelsen af ​​det gode budskab.
Alt dette forklarer meget af det, der skete denne tragiske fredag ​​morgen. Det er let at forstå, hvorfor jøderne vovede at befale Pilatus - for at få ham op klokken seks for at afhøre Jesus - og også hvorfor de ikke tøver med at true med at anklage ham for kejseren for forræderi, hvis han vovede at nægte deres krav om Jesu død.
En værdig romersk guvernør, der ikke på ufordelagtig vis var involveret med jødernes herskere ville aldrig have tilladt disse blodtørstige religiøse fanatikere til at forårsage en mands død, en mand som han selv havde erklæret uskyldig i deres falske anklager og uden skyld. Rom gjort en stor bommert, en fejl med vidtrækkende konsekvenser i jordiske anliggender, da man sendte denne andenrangs Pilatus til at regere Palæstina. Tiberius burde hellere have sendt imperiets bedste provinsielle administrator til jøderne.


2. JESUS FORAN PILATUS

Da Jesus og hans anklagere havde samlet sig foran Pilatus domssal kom den romerske guvernør ud, vendte sig til det samlede selskab, og spurgte: "Hvad anklager fremfører I mod denne mand?" Saddukæere og rådsmedlemmer, der havde taget det på sig at gøre op med Jesus, havde besluttet at gå, foran Pilatus for at få dødsdommen over Jesu bekræftet uden frivilligt at udtrykke noget bestemt anklage. Derfor svarede talsmanden for rådets domstol Pilatus: "Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have bragt ham til dig."
Da Pilatus så, at de var tilbageholdende med at oplyse deres anklager mod Jesus, selv om han vidste, at de hele natten havde været involveret i drøftelser om hans skyld, svarede han dem: "Da I ikke er blevet enige om nogen bestemte anklager, hvorfor tager I så ikke manden og dømmer ham efter jeres egne love? "
Så sagde råds domstolens sekretær til Pilatus: "Det er ikke lovligt for os at dømme nogen til døden, og denne forstyrrer af vores folk fortjener at dø for det, han har sagt og gjort. Derfor er vi kommet til dig for at få denne beslutning bekræftet."
At domstolens rådsmedlemmer kom foran Pilatus med dette forsøg på omgåelse beskriver både deres ondskab og had til Jesus og deres mangel på respekt for Pilatus upartiskhed, ære og værdighed. Hvilken uforskammethed hos disse underlagte borgere til at træde frem foran deres provinsguvernør og anmode om henrettelse mod en mand, før de havde givet ham en retfærdig rettergang og uden selv at komme med konkrete anklager mod ham!
Pilatus kendte til noget af Jesu arbejde blandt jøderne, og han antog, at de anklager som kunne anføres mod ham havde at gøre med overtrædelser af de jødiske religiøse love; derfor forsøgte han at bringe sagen for deres egen domstol. Samtidig var det en fornøjelse for Pilatus at få dem til offentligt at bekende, at de var magtesløse til at afgive og udføre en dødsdom over en, der tilhørte deres eget folk, og som de var kommet til at foragte med et bittert og misundeligt had.
Et par timer tidligere, kort før midnat, og efter at Pilatus havde givet tilladelse til at bruge romerske soldater til at håndhæve den hemmelige anholdelse af Jesus, at han havde hørt yderligere om Jesus og hans lære fra sin kone Claudia. Claudia var delvist konverteret til jødedommen og blev senere en helhjertet troede på Jesu evangelium.
Pilatus ville gerne udskyde denne høring, men han så at de jødiske ledere var besluttede på at behandlingen af ​​sagen skulle fortsætte. Han vidste, at ikke kun var påskens forberedelsesmorgen, men at denne dag som var fredag ​​også var forberedelse dag for den jødiske sabbat hvile og tilbedelse.
Pilatus som var pinligt klar over den respektløse måde, hvorpå disse jøder nærmede sig ham, var ikke villig til at acceptere deres krav, at Jesus skulle dømmes til døden uden rettergang. Da han derfor havde ventet et øjeblik på, at de ville præsentere deres anklager mod fangen, vendte han sig til dem og sagde: "Jeg vil ikke dømme denne mand til døden uden rettergang, og ej heller vil jeg forhøre ham, indtil I skriftlig har fremført jeres anklager mod ham."
Da ypperstepræsten og de andre hørte Pilatus sige dette, gav de tegn til lovens sekretær, som derefter afleverede de skriftlige anklager mod Jesus til Pilatus. Disse beskyldninger var:
"Vi har i den jødiske råds domstol fundet, at denne mand er en forbryder og en forstyrrer af vores folk i at han har gjort sig skyldig i:
"1. Ødelæggelse af vores nation og tilskyndelser vores folk til at gøre oprør.
"2. At forbyde folk at betale skat til kejseren.
"3. Kalder sig jødernes konge og underviser i grundlæggelsen af ​​et nyt rige."
Jesus var ikke forhørt efter reglerne eller dømt i henhold til loven, når det kom til nogen af ​​disse anklager. Han havde ikke engang hørt disse anklager, da de først blev præsenteret, men Pilatus hentede ham fra pretoriet, hvor vagterne holdt ham, og krævede, at anklagerne blev gentaget så Jesus fik dem at høre.
Da Jesus hørte disse beskyldninger, vidste han godt, at han ikke var blevet hørt om disse spørgsmål, foran den jødiske domstol, og det vidste Johannes Zebedæus også og dem, som anklagede Jesus, men han svarede ikke på deres falske beskyldninger. Selv da Pilatus bød ham at besvare sine anklagere, åbnede han ikke sin mund. Pilatus var så overrasket over det urimelige i hele proceduren og så imponeret af Jesu tavs og mesterligt holdning, at han besluttede at tage fangen ind i hallen og forhøre ham alene.
Pilatus var forvirret i sit sind, bange for jøderne i sit hjerte, og mægtigt rørt i sin ånd ved synet af Jesus der majestætisk stod foran sine blodtørstige anklagere og så ned på dem, ikke i tavs foragt, men med et udtryk af ægte medlidenhed og sorgfuld hengivenhed.


3. PILATUS FORHØRER JESUS ALENE

Pilatus tog Jesus og Johannes Zebedæus ind i et af ​​hans private værelser, efterlod vagterne udenfor i hallen, bad fangen om at sidde, sad ved siden af ​​ham og spurgte flere spørgsmål. Pilatus begyndte at tale med Jesus ved at forsikre ham om, at han ikke troede på den første anklage mod ham, nemlig at han var de, der ødelagte nationen og tilskyndelse til oprør. Så spurgte han: "Har du nogensinde lært, at man ikke skal betale skat til kejseren?" Jesus pegede på Johannes og sagde: "Spørg ham eller nogen andre, der har hørt min undervisning." Da spurgte Pilatus Johannes om skattespørgsmålet, og Johannes vidnede hvad hans Mester havde lært og forklarede, at Jesus og hans apostle betalt skat både til Cæsar og til templet. Da Pilatus havde afhørt Johannes, sagde han: »Se til, at du ikke fortæller nogen, at jeg har talt med dig.« Og Johannes afslørede heller ikke nogensinde dette.
Pilatus vendte sig for at fortsætte forhøret af Jesus og sagde: "Og nu, angående den tredje anklage mod dig, er du jødernes konge?" Da der var en tone, der kunne antyde en oprigtig afhøring i Pilatus stemme, smilede Jesus til prokuratoren og sagde: "Pilatus, spørger du dette for dig selv, eller tager du spørgsmålet fra disse andre, mine anklagere?" Hvorpå guvernøren i en tone af delvis vrede svarede: "Er jeg en jøde? Dit eget folk og ypperstepræsterne har ført dig her og bedt mig om at dømme dig til døden. Jeg sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af ​​deres beskyldninger og forsøger kun for mig selv at få afklaret, hvad du har gjort. Sig mig, har du sagt, at du er jødernes konge, og har du forsøgt at grundlægge et nyt rige?"
Da Jesus sagde til Pilatus, "Indser du ikke, at mit rige ikke er af denne verden? Hvis mit rige var af denne verden, ville mine disciple sikkert kæmpe for at jeg ikke skulle falde i hænderne på jøderne. Min tilstedeværelse her foran dig i disse bånd er tilstrækkeligt til at vise alle mennesker, at mit rige er et åndelig herredømme, nemlig et broderskab af mennesker, der ved tro og kærlighed er blevet Guds børn. Og denne frelse er for ikke-jøden samt for jøden."
"Så er du således en konge i alle fald?" Sagde Pilatus. Jesus svarede: "Ja, jeg er en sådan konge, og mit rige er en familie af ​​troens sønner til min Fader, som er i himlen. Til dette formål blev jeg født ind i denne verden, til og med for at jeg skulle vise min Fader for alle mennesker, og vidner om Guds sandhed. Og selv nu, siger jeg dig, at hver og en, som elsker sandheden, hører min røst."
Så sagde Pilatus, halvt i ​​spøg og halvt i alvor: ​​"Sandhed, hvad er sandhed - hvem ved?"
Pilatus kunne ikke fatte Jesu ord, heller ikke forstår han det åndelige riges natur, men han var nu sikker på, at fangen ikke havde gjort noget, der fortjente døden. Et kig på Jesus, ansigt til ansigt, var nok til at overbevise selv Pilatus, at denne ædle og trætte, men majestætisk og retskaffen mand ikke var en vild og farlig revolutionær, der stræbte efter at etablere sig på Israels sekulære trone. Pilatus troede han forstod noget af, hvad Jesus mente, da han kaldte sig en konge, for han kendte til stoikernes doktriner, som erklærede, at "den kloge mand er konge." Pilatus blev grundigt overbevist om, at Jesus, i stedet for at være en farlig uromagere var hverken mere eller mindre end en harmløs visionær, en uskyldig fanatiker.
Efter at Pilatus havde forhørt Mesteren, gik han tilbage til ypperstepræsterne og de, der anklagede Jesus og sagde: "Jeg har forhørt denne mand, og jeg finder ingen skyld hos ham. Jeg tror ikke, han er skyldig i de anklager, I har rejst mod ham; Efter min mening bør han sættes fri." Da jøderne hørte dette, blev de meget vrede, til det punkt, at de vildt råbte, at Jesus måtte dø, og et af rådsmedlemmerne trådte dristigt op på siden af ​​Pilatus og sagde: "Denne mand opigler folket, med begyndelse i Galilæa og fortsætter ud over hele Judæa. Han er en ballademager og en kriminel. Du vil længe fortryde det, hvis du lader denne ondsindede mand gå fri."
Pilatus var hårdt presset for at vide, hvad han skulle gøre med Jesus; derfor, da han hørte dem sige, at Jesus begyndte sit arbejde i Galilæa, tænkte han, at han kunne undgå ansvaret for sagens afgørelse, eller i det mindste vinde tid til eftertanke, ved at sende Jesus foran Herodes, som netop befandt sig i byen for at deltage i påske festlighederne. Pilatus mente også, at denne gestus ville bidrage til at udligne nogle af de bitre følelser, der havde eksisteret i nogen tid mellem ham selv og Herodes, og som beroede på talrige misforståelser i spørgsmål vedrørende domsretten.
Pilatus kaldte på vagterne og sagde: "Denne mand er fra Galilæa. Før ham straks til Herodes, og når han har undersøgt ham, meddel mig resultatet af hans undersøgelser." De tog Jesus til Herodes.


4. JESUS FORAN HERODES

Når Herodes Antipas besøgte Jerusalem, opholdt han sig i Herodes den Stores gamle makkabæer palads, og det var til dette hjem af den tidligere konge tempelvagterne bragte Jesus, og efter ham fulgte hans anklagere og en stigende folkemængde. Herodes havde længe hørt om Jesus, og han var meget nysgerrig på ham. Da Menneskesønnen denne fredag ​​morgen stod foran ham, huskede forbryderiske idumæer ikke et øjeblik den unge knægt fra tidligere år, som var kommet foran ham i Sepphoris, og appellerede til en retfærdig afgørelse vedrørende de penge, som hans far havde til gode, da han blev dræbt i en ulykke, mens han arbejdede med opførelsen af ​​en af ​​de offentlige bygninger. Så vidt Herodes vidste, havde han aldrig set Jesus, selv om han havde forvoldt ham en masse bekymring når Jesu arbejde havde været koncentreret i Galilæa. Nu, da han var i Pilatus og jødernes varetægt ville Herodes gerne træffe ham, da han nu følte sig tryg mod eventuelle problemer fra ham i fremtiden. Herodes havde hørt meget om de mirakler Jesus havde gjort, og han håbede virkelig at se ham gøre nogle vidunder.
Da de bragte Jesus foran Herodes blev fjerdingsfyrsten overrumplet ved hans statelige udseende og mentale sindsro i hans ansigt. I næsten et kvarter stillede Herodes spørgsmål til Jesus, men Mesteren sagde ikke noget. Herodes latterliggjorde ham og udfordrede ham til at udføre et mirakel, men Jesus svarede ikke på hans mange spørgsmål og svarede ikke på hans hån.
Så vendte Herodes sig til ypperstepræsterne og saddukæerne, og lagde øre til deres beskyldninger, hørte han alt det, Pilatus havde hørt om Menneskesønnens påståede onde gerninger, og mere. Til sidst var Herodes overbevist om, at Jesus ikke ville sige noget eller udføre et mirakel for ham, og efter at have gjort nar af ham i et stykke tid, blev han iklædte en gammel lilla kongelige kappe, og sendt tilbage til Pilatus. Herodes vidste, at han ikke havde forvaltningsret over Jesus i Judæa. Selvom han var glad for at tro, at han endelig ville slippe af med Jesus i Galilæa, var han taknemmelige for, at det var Pilatus, der havde ansvaret for hans henrettelse. Herodes var aldrig helt kommet sig fra den frygt som besatte ham som et resultat af at have tilladt drabet på Johannes Døberen. Herodes havde på visse tidspunkter endda frygtede, at Jesus var Johannes oprejst fra de døde. Nu lettede frygten ham, da han bemærkede, at Jesus var en helt anderledes slags person fra den åbenhjertige og fyrige profet, der havde vovet at afsløre og fordømme hans privatliv.


5. JESUS VENDER TILBAGE TIL PILATUS

Da vagterne havde ført Jesus tilbage til Pilatus, gik han ud pretoriets ydre trappe, hvor hans dommersæde var blevet placeret, sammenkaldte Ypperstepræsterne og rådsmedlemmerne og sagde: "Du bragte denne mand for mig med anklager, at han fordrejer folket, forbyder betaling af skatter og hævder at være jødernes konge. Jeg har undersøgt ham og fandt ham ikke skyldig i disse anklager. Faktisk finder jeg ingen skyld hos ham. Jeg sendte ham derefter til Herodes, og fjerdingsfyrsten må være kommet til den samme konklusion, da han har sendt ham tilbage til os. Helt sikkert har denne mand ingenting gjort, som fortjener døden. Hvis du stadig tror, ​​han har brug for disciplin, er jeg villig til at revse ham, før jeg frigiv ham."
Netop da jøderne ville begynde at råbe deres protester mod frigivelsen af ​​Jesus, kom en mægtig folkemængde marcherende op til pretoriet for at bede Pilatus om at løslade en fange til ære for påskefesten. Det havde for en tid været skik af de romerske guvernører at lade folk vælge en person fængslet eller dømt mand blive benådet til påsken. Nu da denne folkemængde kom til ham for at bede om at en fange skulle frigives, og siden Jesus så for nylig havde været så populær hos masserne, faldt det Pilatus ind, at han muligvis kunne trække sig ud af sin knibe ved at foreslå denne gruppe at han som et tegn på god vilje på påsken ville frigive dem denne galilæer, da Jesus nu var en fange foran hans dommersæde.
Da folkemængden steg op ad trappen, der førte op til bygningen hørte Pilatus dem råbe navnet på en vis Barabbas. Barabbas var en kendt politisk agitator og morderisk røver, søn af en præst, der for nylig var blevet fanget i røveri og mord på vejen til Jeriko. Denne mand var dømt til at dø, så snart påskens festligheder var over.
Pilatus rejste sig og forklarede folkemængden, at Jesus var blevet iført frem for ham af ypperstepræsterne, der ønskede Jesus henrettet på grundlag af visse anklager, men han mente ikke, at manden havde fortjent døden. Pilatus sagde, "Hvem ville I derfor foretrække, at jeg skal løslade, denne morder Barabbas, eller denne Jesus fra Galilæa?" Da Pilatus havde sagt dette skreg alle ypperstepræsterne og rådsmedlemmer så højt, som de kunne, "Barabbas, Barabbas!", Og da folket så, at ypperstepræsterne ønskede Jesus henrettet sluttede de sig hurtigt til kravet for hans liv, mens de højlydt råbte, at Barabbas skulle frigives.
Et par dage tidligere havde folkemængden stået i ærefrygt for Jesus, men pøbelen så ikke op til en, der havde hævdet at være Guds Søn, men som nu var i hænderne på ypperstepræsterne og herskerne og på anklagebænken foran Pilatus for sit liv. Jesus kunne være en helt i folkets øjne, når han drev vekselererne og handelsmændene ud fra templet, men ikke når han var en fange, der ikke gjorde modstand og som var i hænderne på sine fjender og på anklagebænken for sit liv.
Pilatus blev vred, da han så præster råbe for benådning af en berygtet morder, mens de råbte efter Jesu blod. Han så deres ondskab og had, og fornemmede deres fordomme og misundelse. Derfor sagde han til dem: "Hvordan kan du vælge at redde livet for en morder frem for denne mand, hvis største forbrydelse er, at han billedligt kalder sig jødernes konge?" Men det var ikke klogt af Pilatus at sige det. Jøderne var et stolt folk, som levede under Roms politiske åg, men som håbede på ankomsten af ​​en Messias, der med en stor fremvisning af magt og herlighed ville befri dem fra de fremmedes lænker. De følte sig mere fornærmet end hvad Pilatus kunne vide, at tilkendegive, at denne ydmyge sindet lærer, med sine mærkelige doktriner, og som nu var under arrest og sigtet for forbrydelser som fortjente døden, ville blive kaldt "jødernes konge". De betragtede en sådan erklæring som en fornærmelse mod alt det, som de holdt hellig og hæderlig i deres nationale eksistens, og derfor rejste de alle deres mægtige råb om Barabbas løsladelse og Jesu død.
Pilatus vidste Jesus var uskyldig i hvad de anklagede ham for, og havde han været en retfærdig og modig dommer, ville han have frikendt ham og løsladt ham. Men han var bange for at trodse disse vrede jøder, og mens han tøvede med at gøre sin pligt, kom en budbringer op til ham og rakte ham en forseglet besked fra hans kone, Claudia.
Pilatus angav til dem som var samlet, foran ham, at han ønskede at læse meddelelsen, som han netop havde modtaget før han fortsatte med den pågældende sag. Da Pilatus åbnede brevet fra sin kone stod der: "Jeg bønfalder dig til ikke at have noget at gøre med denne uskyldige og retskaffen mand, som de kalder Jesus. Jeg har lidt meget i en drøm i nat for hans skyld." Dette budskab fra Claudia forstyrrede ikke kun ked Pilatus meget, og forsinkede dermed behandlingen af sagen, men den gav desværre også de jødiske myndigheder rigelig tid til frit at bevæge sig rundt blandt publikum og opfordrede folket til at råbe om Barabbas frigivelse og højlydte krav om korsfæstelsen af ​​Jesus.
Endelig henvendte Pilatus sig atter til løsningen af det problem, han havde foran sig, og han spurgte den blandede samling af jødiske herskere og de mennesker, der ønskede en benådning, "Hvad skal jeg gøre med ham, som kaldes Jødernes Konge!" Og de råbte alle med én stemme: "Korsfæst ham! Korsfæst ham!" Enstemmigheden af dette krav fra det blandede publikum overraskede og foruroligede Pilatus, den uretfærdige og frygtplagede dommer.
Men Pilatus sagde endnu engang: "Hvorfor ville I korsfæste denne mand? Hvad ondt har han gjort? Hvem ønsker at stå frem og vidne mod ham?" Men da de hørte Pilatus tale til forsvar for Jesus, råbte de endnu højere:" Korsfæst ham! Korsfæst ham! "
Da appelleret Pilatus igen til dem om frigivelsen af ​​en fange til påsken og sagde: "Igen spørger jeg jer, hvilken af ​​disse indsatte skal jeg løslade til jer, jeres påske til ære" Igen svarede mængden: "Giv os Barabbas!"
Men Pilatus sagde: "Hvis jeg slipper morderen Barabbas, hvad skal jeg gøre med Jesus?" Endnu en gang råbte folkeskaren med én stemme: "Korsfæst ham! Korsfæst ham! "
Pilatus blev terroriseret af den insisterende larmende pøbel, under ypperstepræsterne og rådsmedlemmer direkte ledelse; alligevel, besluttede han at gøre mindst ét yderligere forsøg på at berolige folkemængden og redde Jesus.


6. PILATUS SIDSTE APPEL

I alt, hvad der denne tidlige fredag ​​morgen finder sted foran Pilatus er det kun Jesus fjender der deltager. Hans mange venner ved antagelig endnu ikke om hans natlige anholdelse og tidlige rettergang eller er i skjult for ikke også at blive arresteret og dømt til at fortjene døden, fordi de tror på Jesu lære. I mængden af ​​mennesker, der nu skriger efter Mesterens død, findes kun hans svorne fjender og den let forførte og tankeløse folkemængde.
Pilatus ville gøre en sidste appel til deres medfølelse. Da han var bange for at sætte op imod denne vildledte pøbel, der råbte efter Jesu blod, beordrede han de jødiske vagter og de romerske soldater at tage Jesus med sig og piske ham. Det var i sig selv en uretfærdig og ulovlig procedure, da den romerske lovgivning, forudsatte at kun dem, der var blevet dømt til døden ved korsfæstelse på denne måde skulle piskes. Vagterne tog Jesus ind i pretoriets åbne gård for denne prøvelse. Selvom hans fjender ikke bevidnede piskningen, gjorde Pilatus det, og før dette onde mishandling var overstået, befalede han piskningen at stoppe og gav tegn til at bringe Jesus til ham. Før piskerne med deres knude piske gik løs på Jesus blev han bundet til piske stangen, lagde purpurkappen på ham igen, flettede en krone af torne og satte den over hans pande. Og da de havde sat en kæp i hånden som et håne scepter, faldt de på knæ foran ham, hånede ham og sagde: "Længe leve jødernes konge!" De spyttede på ham og slog ham med hænderne i ansigtet. Før de returnerede ham til Pilatus, tog en af ​​dem kæppen fra hans hånd og slog ham i hovedet med den.
Så førte Pilatus denne blødende og sønderrevne fange frem, præsenterede ham for den blandede folkemængde og sagde: "Se, her er manden!" Igen siger jeg jer, jeg finder ingen forbrydelse i ham, og efter at have pisket ham, vil jeg løslade ham."
Der stod Jesus af Nazaret, iklædt en gammel lilla kongelig robe med en krone af torne, der gennemborede hans venlige pande. Hans ansigt var blodplettet og hans krop bøjet af smerte og sorg. Men intet kan appellere til de ufølsomme hjerter hos dem, der er ofre for intenst følelsesmæssigt had og slaver til religiøse fordomme. Dette syn sendte en mægtig gysen gennem verdenerne i et vidtstrakt univers, men det rørte ikke hjerterne hos dem, der var fast besluttet på at have Jesus henrettet.
Da de havde kommet sig fra det første chok over at se Mesteren i den tilstand, skreg de bare højere og længere, "Korsfæst ham! Korsfæst ham! Korsfæst ham!"
Nu havde Pilatus forstået, at det var nyttesløst at appellere til eventuelle følelser af medlidenhed i dem. Han trådte frem og sagde: "Jeg fornemmer, at I er fast besluttet på at denne mand skal dø, men hvad har han gjort for at fortjene døden? Hvem erklærer sin forbrydelse?"
Så trådte ypperstepræsten selv frem, gik hen til Pilatus og sagde vredt: "Vi har en hellig lov, og i henhold til loven må denne mand dø, fordi han har hævdet at være Guds søn." Da Pilatus hørte dette, blev han endnu mere bange ikke kun for jøderne, men da han erindrede sin kones budskab og den græske mytologi om guderne der kommer ned til jorden, skælvede han nu ved tanken om, at Jesus kunne være en guddommelig personlighed. Han gav med hånden tegn til folkemængden til at bevare roen, mens han tog Jesus under armen og igen førte ham ind i bygningen til yderligere afhøring af ham. Pilatus var nu forvirret af frygt, forvirret af overtro, og chikaneret af den stædige holdning hos pøbelen.


7. PILATUS SIDSTE SAMTALE MED JESUS

Da Pilatus, skælvende af angst og frygt, satte sig ved siden af ​​Jesus, spurgte han: "Hvor er du fra? Hvem er du egentlig? Hvad betyder det, når de siger, du er Guds søn? "
Men Jesus kunne næppe forventes at besvare sådanne spørgsmål, når de blev spurgt af en mand, en bange, svage og vaklende dommer, som var så uretfærdig, at han lod ham piske, selv om han havde erklæret ham uskyldig i alle forbrydelser, og før han behørigt var dømt til døden. Jesus så Pilatus lige i ansigtet, men svarede ham ikke. Men Pilatus sagde: "Vil du nægte at tale med mig? Er du ikke klar over, at jeg stadig har magt til enten at befri dig eller til at korsfæste dig?" Jesus sagde: " Du kunne ikke have nogen magt over mig, hvis det ikke var tilladt fra oven. Du ville ikke være i stand til at udøve nogen myndighed over Menneskesønnen, medmindre Faderen i himlen tillod det. Men du er ikke så skyldig, da du er uvidende om evangeliet. Han, som forrådte mig, og han, der har leveret mig til dig, de bær den større synd."
Denne sidste snak med Jesus, fyldte Pilatus helt med frygt. Denne moralske kujon og retslig svækling, arbejdede nu under den dobbelte vægt af en overtroisk frygt for Jesus og dødelig angst for de jødiske ledere.
Igen trådte Pilatus ud foran mængden og sagde: "Jeg er sikker på, at denne mand kun er en religiøs krænker. Du bør tage ham og dømmer ham efter jeres egen lov. Hvorfor forventer du at jeg skal give mit samtykke til hans død fordi han er kommet i konflikt med jeres traditioner?"
Pilatus var lige ved at frigive Jesus, da Kajfas, ypperstepræsten, gik op til frygtplaget romerske dommer, rystede en hævnende finger i Pilatus ansigt, og med vrede ord, som hele publikum kunne høre, sagde: "Hvis du slipper denne mand, er du ikke Cæsars ven, og jeg vil se, at kejseren får alt at vide. "Denne offentlige trussel var for meget for Pilatus. Bekymringer om hans personlige skæbne overskyggede nu alle andre hensyn, og den feje guvernør beordrede Jesus at blive bragt ud foran dommersædet. Som Mesteren stod der foran dem, pegede Pilatus på ham og sagde drillende: "Se din konge", og jøderne svarede: "Væk med ham. Korsfæst ham!" Pilatus sagde, med megen ironi og sarkasme, "Skal jeg korsfæste jeres konge?" Jøderne svarede:" Ja, korsfæst ham! Vi har ingen anden konge end kejseren." Da indså Pilatus, at fordi han var uvillig til at udfordre jøderne, var der ingen håb om at redde Jesus.


8. PILATUS TRAGISKE KAPITULATION

Der stod Guds Søn inkarneret som Menneskesønnen. Han blev anholdt uden anklager, anklaget uden beviser, dømt uden vidner, straffet uden dom; og nu ville han snart blive dømt til døden af en uretfærdig dommer, som tilstod, at han ikke kunne finde nogen skyld hos ham. Hvis Pilatus havde tænkt at appellere til deres patriotisme, da han talte om Jesus som "jødernes konge", fejlede han totalt. Jøderne forventede ikke sådan en konge. Ypperstepræsterne og saddukæerne erklæring, "Vi har ingen anden konge end kejseren" var et chok selv for den tankeløse befolkning, men nu var det for sent at redde Jesus, selv om pøbelen havde vovet at gøre Mesterens sag til deres.
Pilatus var bange for optøjer eller opstand. Han turde ikke tage risikoen for at have sådan en forstyrrelse under påsken i Jerusalem. Han havde for nylig fik en påtale fra Cæsar, og han ønskede ikke at risikere yderligere en. Pøbelen jublede da han beordrede frigivelse af ​​Barabbas. Derefter beordrede han et skål med vand, og der foran mængden, vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Du har bestemt, at han skal dø, men jeg har ikke fundet nogen skyld hos ham. Det må være jeres sag. Soldaterne vil føre ham frem." Så jublede pøbelen og svarede: " Hans blod må komme over os og vore børn."

« prev top next »

Copyright 2015 Urantia Foundation

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login


---------
bogen om urantia ------------- urantiabogen ---------------