* * * * *

Urantia bogen i Danmark

Home > 3. URANTIAS HISTORIE > 85. Tilbedelsens oprindelse

Copyright 2015 Urantia Foundation

* * * *

85. Tilbedelsens oprindelse

URANTIA BOGEN. KAPITEL 85. TILBEDELSENS OPRINDELSE

DEN PRIMITIVE religion havde en biologisk oprindelse, en naturlig evolutionær udvikling, bortset fra moralske associationer og bortset fra alle åndelige påvirkninger. De højere dyr har frygt, men ingen illusioner, derfor ingen religion. Mennesket skaber sine primitive religioner ud af sin frygt og ved hjælp af sine illusioner.
I udviklingen af den menneskelige art, forekommer tilbedelse i sine primitive manifestationer længe før menneskets sind er i stand til at formulere de mere komplekse begreber i livet nu og i livet efter dette, som fortjener at blive kaldt religion. Den tidlige religion var helt intellektuel i sin natur, og var udelukkende baseret på de omstændigheder, der gav anledning til ideassociationerne. Objekterne for tilbedelse var helt overvejende resultat af tanke idéer. De bestod af naturlige ting, der var tæt ved hånden, eller som havde en fremtrædende plads blandt de daglige oplevelser hos disse enfoldige primitive Urantianers liv.
Efter at religionen havde udviklet sig ud over naturtilbedelse, erhvervede den rødder med åndelig oprindelse, men var alligevel altid betinget af det sociale miljø. Som naturtilbedelsen udviklede sig, forestillede mennesket sig i sine tanker en arbejdsdeling i verden over de dødelige; der var naturens ånder for søer, træer, vandfald, regn, og hundredvis af andre almindelige jordbaserede fænomener.
På et eller andet tidspunkt har dødelige mennesker tilbedt alt på jordens overflade, herunder ham selv. Han har også tilbedt næsten alt tænkelige på himlen, og under overfladen af jorden. De primitive mennesker frygtede alle manifestationer af magt. Han tilbad hvert naturfænomen han ikke kunne forstå. Iagttagelse af stærke naturkræfter, såsom storme, oversvømmelser, jordskælv, jordskred, vulkaner, ild, varme og kulde, gjorde et stort indtryk på det ekspanderende menneskelige sind. De uforklarlige hændelser i livet er stadig betegnet "Guds værk" og "Forsynets mystiske indgriben."


1. TILBEDELSE AF STEN OG BAKKER

Det første objekt til at blive tilbedt af det udviklende menneske var en sten. Selv i dag tilbeder katerifolket i det sydlige Indien stadig en sten, ligesom mange stammer i det nordlige Indien. Jakob sov på en sten, fordi han ærede den; han havde til og med selv salvet den. Rachel skjulte en række hellige sten i sit telt.
Sten gjorde først indtryk på fortidens mennesker som værende ud over det sædvanlige på grund af den måde, som de så pludselig ville dukke op på overfladen af en dyrket mark eller græsareal. Menneskerne tog ikke hensyn til hverken erosion eller konsekvenserne af at jord blev vendt. Sten imponerede også meget de tidlige folkeslag på grund af deres hyppige lighed med dyr. De civiliserede menneskers opmærksomhed henledes på de mange bjerge, hvor klippeformationer meget ofte ligner ansigter på dyr og selv mænd. Det dybeste indtryk gjorde imidlertid meteorstenene, som primitive mennesker så faldende storslået flammende gennem atmosfæren. Et stjerneskud fyldte fortidens mennesker med ærefrygt, og det var nemt for dem at tro, at sådanne flammende striber markerede passage af en ånd på vej til jorden. Ikke under, at folk kom til at tilbede disse fænomener, især når de efterfølgende opdagede meteorerne. Dette førte til en større ærbødighed for alle andre sten. I Bengalen tilbeder mange en meteor, der faldt til jorden i år 1880 e. Kr.
Alle gamle klaner og stammer havde deres hellige sten, og de fleste moderne folk manifestere en vis veneration for visse typer af sten - deres juveler. En gruppe på fem sten blev æres i Indien; i Grækenland var det en samling på tredive; blandt de røde mennesker var det normalt en cirkel af sten. Romerne kastede altid en sten op i luften, når de påberåber Jupiter. I Indien, selv den dag i dag kan en sten bruges som vidne. I nogle regioner kan en sten anvendes som en talisman af loven, og ved sin prestige kan en lovovertræder trækkes i retten. Almindelige dødelige identificerer ikke altid Guddommen med en genstand med ærbødig ceremoni. Sådanne feticher er mange gange blot symboler på den virkelige genstand for tilbedelse.
Fortidens mennesker havde en besynderlig respekt for huller i sten. Sådanne porøse sten skulle være usædvanligt effektive til at kurere sygdomme. Ører blev ikke perforeret for at bære sten, men stenene blev sat ind for at holde øregangene åbne. Selv i moderne tider laver overtroiske personer huller i mønter. I Afrika gør de indfødte stort væsen ud af deres fetich sten. Blandt alle tilbagestående stammer og folkeslag er sten stadig holdt i overtroisk ærbødighed. Sten tilbedelse er selv nu vidt udbredt over hele verden. Gravstenen er et overlevende symbol på billeder og idoler, som blev hugget i sten i forbindelse med troen på spøgelser og ånder af afdøde medmennesker.
Bakke tilbedelse fulgte sten tilbedelse, og de første bakker var æret for store sten formationer. Det blev hurtigt skik at tro, at guderne boede i bjergene, så høje stigninger af jord blev tilbedt af denne yderligere grund. Som tiden gik, blev visse bjerge forbundet med visse guder, og blev derfor hellige. De uvidende og overtroiske aboriginer mente, at huler førte til underverdenen, med sine onde ånder og dæmoner, i modsætning til de bjerge, der blev identificeret med de senere udviklende begreber om godt ånder og guddomme.

2. TILBEDELSE AF PLANTER OG TRÆER

Planter blev først frygtet, og derefter tilbedt på grund af de berusende væsker, der blev afledt derfra. De primitive mennesker mente, at forgiftning gjort dem guddommelig. Det blev antaget, at være noget usædvanligt og helligt i sådan en oplevelse. Selv i moderne tider er alkohol kendt som en "åndelig drik".
De første tiders mennesker betragtede spirende korn med skræk og overtroisk ærefrygt. Apostlen Paulus var ikke den første til at udlede dybe åndelige lære af spirende korn, og etablerede religiøse overbevisninger på det.
Træ tilbedelses kulter er blandt de ældste religiøse grupper. Alle fortidens ægteskaber blev afholdt under træerne, og når kvinderne ønskede børn, kunne de undertiden findes i skoven kærligt omfavnede en robust eg. Mange planter og træer blev æret på grund af deres reelle eller indbildte medicinske egenskaber. Den vilde mente, at alle kemiske virkninger skyldtes overnaturlige kræfters direkte indflydelse.
Ideerne om træets ånder varierede meget blandt forskellige stammer og racer. Nogle træer blev beboet af venligt ånder; andre husede den vildledende og grusomme. Finnerne mente, at de fleste træer var beboet af venlige ånder. Schweizerne stillede sig længe mistænksomme til træerne, og troede, at de indeholdt skumle ånder. Indbyggerne i Indien og det østlige Rusland betragter træets ånder som værende grusomme. Patagonianerne tilbeder stadig træer, ligesom de tidlige semitter. Længe efter at Hebræerne var ophørt med at tilbedelse træerne, fortsatte de med at ære deres forskellige guder i lunde. Undtagen i Kina, så fandtes der over hele verden en kultdyrkelse af livets træ.
Troen på, at vand eller ædelmetaller under jordens overflade kan påvises ved en ønskekvist af træ er et levn fra fortidens træ kulter. Majstangen, juletræet, og overtroiske praksis med banke på træ er en fortsættelse af de gamle skikke, der tilhørte tilbedelse af træet og senere tiders træ kulter.
Mange af disse tidligste former for natur veneration blev blandet med de senere udviklende måder at tilbede, men de tidligste former for tilbedelse, der blev aktiveret af sindsånderne var i brug længe inden den nyligt opvågnen religiøse karakter af menneskeheden var blevet fuldt modtagelig over for stimulering af åndelige påvirkninger.

3. TILBEDELSE AF DYR

De primitive mennesker havde en ejendommelig og kollegial følelse for de højere dyr. Deres forfædre havde boet med dem og til og med endda parret sig med dem. I det sydlige Asien troede man tidligt, at menneskenes sjæle kom tilbage til jorden i form af dyr. Denne tro var en overlevelse af endnu tidligere praksis med at tilbede dyr.
De første tiders mennesker æret dyrene for deres magt og deres list. De tænkte sig, at visse skabningers fine lugtesans og de skarpe syn varslede om ånds styring. Dyrene er alle blevet tilbedt af en eller anden race på et eller andet tidspunkt. Blandt dem, der var genstand for tilbedelse var væsener, der blev betragtet som halvt menneske og halvt dyr, såsom kentaurer og havfruer.
Hebræerne tilbad slanger frem til tidspunktet for kong Ezekias, og hinduer opretholder stadig venskabelige forbindelser med deres hus slanger. Den kinesiske tilbedelse af dragen er en overlevelse fra slangekulterne. Slangens visdom var et symbol på den græske medicin og er stadig ansat som et emblem af moderne læger. Kunsten at charmere med slanger er blevet overleveret fra tiden af de kvindelige shamaner i slangekærligheds kulten, der, som følge af daglige slangebid, blev immune, faktisk blev ægte gift narkomaner og kunne ikke klare sig uden denne gift.
Tilbedelsen af insekter og andre dyr blev fremmet af en senere misforståelse af den gyldne regel - gør for andre (enhver form for liv) som du selv ønsker at blive behandlet. Engang troede fortidens mennesker, at alle vindene blev skabt af fuglenes vinger, og derfor både frygtede og tilbad de alle vingede væsner. De tidlige Nordboere troede, at formørkelser var forårsaget af en ulv, der åd en del af solen eller månen. Hinduerne viser ofte Vishnu med hestehoved. Meget ofte står et dyr symbol for en glemt gud eller en forsvundet kult. På et tidligt tidspunkt i den evolutionære religion blev lammet det typiske offerdyr og duen symbolet på fred og kærlighed.
I religionen kan symbolisme være enten god eller dårlig, afhængig af, i hvilket omfang, symbolet fortrænger eller ikke fortrænger den oprindelige tilbedende idé. Symbolik må ikke forveksles med direkte afgudsdyrkelse, hvor det materiale objekt er direkte og faktisk tilbedt.

4. TILBEDELSE AF NATURELEMENTER

Menneskeheden har tilbedt jord, luft, vand og ild. De primitive racer ærede kilder og tilbad floder. Selv nu blomstrer en indflydelsesrig flod kult i Mongoliet. Dåben blev en religiøs ceremoni i Babylon, og Creeks indianerne praktiserede det årlige ritual bad. Det var let for fortidens mennesker at forestille sig, at ånderne boede i de boblende kilder, fossende springvand, strømmende floder og skummende strømme. De bevægelige vande imponeret kraftigt disse simple sind med overbevisning om ånde besættelse og overnaturlig magt. Nogle gange kunne en druknende mand blive nægtet undsætning af frygt for at fornærme en flod gud.
Mange ting og talrige hændelser har fungeret som religiøse stimuli til forskellige folkeslag i forskellige tidsaldre. En regnbue er endnu tilbedt af mange bjergstammer i Indien. I både Indien og Afrika forestiller mennesker sig at regnbuen er en gigantisk himmelsk slange. Hebræerne og kristne betragter den som "løftebuen." Ligeledes kan påvirkninger som er velgørende i én del af verden ses som ondartet i andre regioner. Østenvinden er en gud i Sydamerika, for den bringer regn; i Indien er den en djævel, fordi den bringer støv og forårsager tørke. Fortidens beduiner mente, at en naturlig ånd frembragte sandhvirvler, og selv på Moses tid var troen på naturens ånder stærk nok til at sikre deres overbevisning i hebraisk teologi om engle af ild, vand og luft.
Skyer, regn og hagl er alle blevet frygtet og tilbedt af mange primitive stammer og ved mange af de tidlige naturkulter. Storme med torden og lyn skræmte fortidens mennesker. Disse naturelementers forstyrrelser imponerede mennesket, at torden blev betragtet som talerør for en vred gud. Tilbedelsen af ild og frygten for lyn var knyttet sammen og var udbredt blandt mange tidlige grupper.
Ilden var blandet op med magi i hovederne på primitive dødelige tyranniseret af frygt. En tilhænger af magi vil levende huske et positiv tilfældigt resultat i praksis af hans magiske formler, mens han skødeløst glemmer snesevis af negative resultater, komplette fiaskoer. Ærbødighed for ilden nåede sit højdepunkt i Persien, hvor den længe varede. Nogle stammer tilbad ild, som en guddom i sig selv; andre beundrede det som et flammende symbol på rensning og forløsning af ånden hos de guddomme som de ærede. Vestaliske jomfruer blev pålagt pligten til at våge over den hellige ild, og i det tyvende århundrede brænder stearinlys stadig som en del af ritualet i mange gudstjenester.

5. TILBEDELSEN AF HIMMELLEGEMER

Tilbedelsen af klipper, bakker, træer og dyr udviklede sig naturligt videre op gennem en ivrig ærefrygt af naturens elementer til en guddommeliggørelse af solen, månen og stjernerne. I Indien og andre steder betragtes stjernerne som de forherligede store mænds sjæle, som har taget afsked med livet i kødet. Tilhængerne af den kaldæiske stjerne kult betragtede sig selv som himmelfaderens og moder jords børn.
Tilbedelse af månen gik forud for soldyrkelse. Tilbedelse af månen var på sit højeste under jægerstadiet, mens tilbedelse af solen blev den ledende religiøs ceremoni i løbet af de efterfølgende tidsaldre, som kendetegnes af landbruget. Soldyrkelse slog først omfattende rod i Indien, og der varede den længst. I Persien gav sol dyrkelsen anledning til den senere Mitras kult. Blandt mange folkeslag blev solen betragtet som stamfader til deres konger. Kaldæerne satte solen i centrum af "de syv kredse i universet." Senere civilisationer hædret solen ved at give dens navn til den første dag i ugen.
Solguden skulle være den mystiske fader til de jomfru-fødte sønner af skæbnen, om hvem man troede at de fra tid til anden er skænket som frelsere for begunstigede racer. Disse overnaturlige spædbørn var altid fundet drivende på nogle hellige floder, hvorfra de blev reddet på en ekstraordinær måde, hvorefter de ville vokse op til at blive mirakuløse personligheder og deres folks befrier.

6. TILBEDELSE AF MENNESKET

Efter at have tilbedt alt andet på jordens overflade og i ovenstående himlen, har mennesket ikke tøvet med at ære sig selv med en sådan tilbedelse. Den enfoldige vilde skelner ikke klart mellem dyr, mænd og guder.
De tidlige mennesker betragtede alle usædvanlige personer som overmenneskelig, og de frygtede sådanne væsener ved at at holde dem i ærbødig ærefrygt; til en vis grad tilbad dem bogstaveligt. Selv det at få tvillinger blev betragtet som værende enten meget heldig eller meget uheldig. Galninge, epileptikere og de evnesvage blev ofte tilbedt af deres normale sindede medmennesker, der troede, at guderne havde taget bolig i disse unormale skabninger. Præster, konger og profeter blev tilbedt; hellige gamle mænd blev anset for at være inspireret af guder.
Stammehøvdingene døde og blev guddommeliggjort. Senere, når fornemme sjæle døde blev de erklæret for helgen. Uden hjælp kunne evolutionen aldrig give oprindelse til guder, som stod højere end afdøde forherliget mennesker, ophøjede og udviklede ånder. I begyndelsen af evolutionens gang skabte religionen sine egne guder. Under åbenbarelsens gang formulerer Guderne religionen. Den evolutionære religion skaber sine guder i billede og lighed til det dødelige menneske. Åbenbarende religion søger at udvikle og omdanne det dødelige menneske i Guds billede og lighed.
Spøgelses guder, antages at have en menneskelig oprindelse, bør skelnes fra naturens guder, for naturtilbedelse udvikler en familie af guder - naturens ånder, der var forhøjede til status af guder. Naturkulter fortsatte med at udvikle sig sideløbende med de senere fremkommende spøgelses kulter, og hver udøvede en indflydelse på den anden. Mange religiøse systemer omfattede et dobbelt begreb om guddom, naturens guder og spøgelses guder; i nogle teologier blev disse begreber forvirrende sammenflettede, som er illustreret af Thor, en spøgelses helt, der også var lynets herre.
Tilbedelsen af mennesket nåede sit højdepunkt, da de jordiske herskere befalede en sådan hyldest fra deres undersåtter, og som grundlag for sådanne krav, hævdede en guddommelig afstamning.

7. TILBEDELSE OG VISDOMMENS SINDSÅNDER

Natur tilbedelse kan synes at være opstået naturligt og spontant i hovederne på primitive mænd og kvinder, og det gjorde den; men i hele tid virkede der i disse samme primitive sind den sjette sindsånd, som var blevet skænket til disse folk som en styrende indflydelse i denne fase af den menneskelige evolution. Denne ånd stimulerede konstant behovet for tilbedelse, uanset hvor primitive de første manifestationer kunne være. Tilbedelse i ånden gav konkret oprindelse til den menneskelige impuls til tilbedelse, uanset at dyrisk frygt motiverede det udtryk som andagten fik, og at dens tidligste udøvelse rettede sig mod naturens objekter.
Man skal huske, at følelse, ikke tanken, var den ledende og kontrollerende indflydelse i al evolutionær udvikling. For det primitive sind var der ikke meget forskel på at være bange, at undvige, at ære og tilbede.
Når den stærke længsel efter at tilbede er styret og instrueret af visdom - fordybelse og erfaringsmæssige tænkning - så begynder den at udvikle sig til virkelige religion. Når den syvende sindsånd, ånden af visdom, opnår fuld effekt, så begynder mennesket i sin tilbedelse at vende sig væk fra naturen og naturlige objekter til Gud af naturen og til den evige Skaber af alle ting naturlige.
 
[Præsenteret af en Lysende Aftenstjerne i Nebadon.]

Publiceret 3 juni 2017

« prev top next »

Copyright 2015 Urantia Foundation

Powered by CMSimple | Template: ge-webdesign.de | Login


---------
bogen om urantia ------------- urantiabogen ---------------