75. Adams og Evas misligeholdelse

URANTIA BOGEN. KAPITEL 75. ADAMS OG EVAS MISLIGEHOLDELSE

EFTER mere end hundrede års indsats på Urantia, kunne Adam se meget få fremskridt uden for haven; omverdenen som helhed synes ikke at blive meget bedre. Realiseringen af raceforbedringen syntes at være langt ude i fremtiden, og situationen syntes så desperat som om at den krævede noget der kunne give lindring, selv om det ikke var forudset i de oprindelige planer. Det var i det mindste, hvad der ofte passeret gennem Adams sind, og han udtrykte det ofte til Eva. Adam og hans kone var loyale, men de var isoleret fra deres jævnaldrende, og de var meget foruroliget over den elendige situation deres verden befandt sig i.

1. URANTIAS PROBLEM

Adams opgave på den eksperimenterende, oprørsramte, og isoleret Urantia var en formidabel virksomhed. Den Materielle Søn og Datter blev tidligt opmærksom på hvor svært og kompleks deres planetariske opgave var. Ikke desto mindre gik de modigt i gang med opgaven at løse deres mangfoldige problemer. Når de ville beskæftige sig med det yderst vigtige arbejde for at fjerne det defekte og degenererede fra menneskeracerne, var de helt fortvivlede. De kunne ikke se nogen vej ud af dilemmaet, og de kunne ikke rådføre sig med deres overordnede hverken på Jerusem eller Edentia. Her var de isoleret og dag for dag blev de konfronteret med nogle nye og komplicerede virvar, nogle problemer, der syntes at være uløselige.
Under normale forhold er det første arbejde af en Planetarisk Adam og Eva at koordinere og blande racerne. Men på Urantia syntes et sådant projekt temmelig håbløs, for selvom racerne var biologisk levedygtige, så var de aldrig blevet renset for deres retarderede og defekte familietræk.
Adam og Eva befandt sig på en sfære som var helt uforberedt på proklamationen af menneskeligt broderskab, en verden famlede omkring i et elendigt åndeligt mørke og besat af en forvirring som bare var blevet værre af, at den foregående administration var gået galt. Sind og moral befandt sig på et lavt niveau, og i stedet for at begynde med opgaven om at opnå religiøs enhed, skulle de begynde helt forfra på ny med at arbejde med at konvertere indbyggerne til de mest simple former for religiøs overbevisning. I stedet for at finde et sprog klar til at tages i brug, blev de mødt med den verdensomspændende forvirring af hundreder og atter hundreder af lokale dialekter. Ingen Adam af den planetariske tjeneste var nogensinde blev sat ned på en vanskeligere verden; forhindringerne syntes uovervindelige og problemerne umuligt for skabningerne at løse.
De var isolerede, og den enorme følelse af ensomhed som tyngede dem var så meget mere forstærket af den tidlige afgang af de Melkisedekske forvaltere. Kun indirekte ved hjælp af engleklasserne, kunne de kommunikere med nogle væsener udenfor planeten. Langsomt aftog modet hos dem, deres humør faldt, og nogle gange var deres tro tæt på at vakle.
Dette er det sande billede af disse to ædle sjæles forfærdelse, da de overvejede de opgaver, som de stod overfor. De var begge meget opmærksomme på den enorme foretagende det var at gennemføre deres planetariske opgave.
Sandsynligvis havde ingen Materielle Sønner i Nebadon nogensinde stødt på en sådan vanskelig og tilsyneladende håbløs opgave som den Adam og Eva mødte i Urantias sørgelige situation. Men, de ville imidlertid engang til sidst være blevet mødt med succes hvis de været mere fremsynede og tålmodige. Begge, især Eva, var alt for utålmodig; de var ikke villige til at slå sig ned på den lange, lange udholdenhedsprøve. De ønskede at se nogle umiddelbare resultater, og det gjorde de, men de resultater som de på sin vis nåede, viste sig højst ødelæggende både til dem selv og for deres verden.

2. CALIGASTIAS INTRIGE

Caligastia besøgte ofte haven og holdt mange forhandlinger med Adam og Eva, men de var urokkelige overfor alle hans forslag om kompromis og hensynsløse genveje. De havde med egne øjne set nok af resultaterne af oprørets konsekvenser for udviklingen af en effektiv immunitet mod alle sådanne insinuerende forslag. Selv den unge generation blandt Adams efterkommere var upåvirket af Daligastias tilnærmelser. Selvfølgelig havde hverken Caligastia eller hans associerede magt til at påvirke noget individ mod dennes vilje, meget mindre at overtale Adams børn til at gøre forkert.
Man skal huske, at Caligastia stadig var den titulære Planetprins på Urantia, en vildledt men ikke desto mindre højtstående Søn af lokaluniverset. Han var først endeligt afsat under Kristus Michaels tid på Urantia.
Men den faldne prins var vedholdende og beslutsom. Han opgav hurtigt at bearbejde Adam og besluttede at prøve et snu flanke angreb på Eva. Den onde konkluderede, at den eneste chance for succes lå i en behændig udnyttelse af relevante personer, der tilhørte de højere lag af Noditerne, efterkommere af dem, der engang var hans legemlige medarbejderes personale. Derfor blev planerne lagt til at fange moderen til den violette race.
Evas havde aldrig den mindste hensigt til nogensinde at gøre noget, der ville være i strid med Adams planer eller kompromitterede deres planetariske tillid. Med kendskab om tendensen hos kvinden til at ønske umiddelbare resultater frem for langsigtet planlægning efter mere fjerntliggende virkninger, havde Melkisedekerne, før afrejse, især indskærpet Eva med hensyn til de særlige farer som var forbundet med deres isolerede position på planeten og havde især advarede hende om aldrig at afvige fra sin mands side, dvs. ikke at foretage nogen personlige eller hemmelige metoder til at fremme deres fælles projekter. Eva havde højst samvittighedsfuldt fulgt disse instruktioner for mere end hundrede år, og det faldt hende ikke ind, at nogen fare var forbundet til de stadig mere private og fortrolige besøg hun havde med en vis Nodit leder ved navn Serapatatia. Hele affæren udviklede sig så gradvist og naturligt, at hun blev overrumplet.
Havens beboere havde været i kontakt med Noditerne siden de tidlige dage af Eden. De havde fået meget værdigfuld hjælp fra disse blandede efterkommere af oprørske medlemmer af Caligastias personale og havde haft et omfattende samarbejde med dem, og gennem dem skulle Edens regime nu komme til at møde sin fuldstændige undergang og endelig omstyrtelse.

3. EVA UDSÆTTES FOR FRISTELSEN

Adam havde lige afsluttet sine første hundrede år på jorden, da Serapatatia, på sin fars død, blev leder for Noditstammernes vestlige eller syriske pagt. Serapatatia var en brunhudet mand, en strålende efterkommer af den engang tidligere chef for sundhedskommissionen i Dalamatia i dennes giftermål med en af den blå races mesterlige kvindelige begavelser fra disse fjerntliggende dage. I alle tiderne derefter havde denne linje været ved magten og udøvede en stor indflydelse blandt de vestlige Noditstammer.
Serapatatia havde besøgt haven adskillige gange og var blevet dybt imponeret over det retfærdige i Adams sag. Kort tid efter at han havde overtaget ledelsen af de syriske Noditer bekendtgjorte han sin hensigt om at etablere en filial tilknytning til Adams og Evas arbejde i haven. De fleste af hans folk sluttede sig til ham i dette program, og Adam glædede sig over nyheden om, at den mest magtfulde og den mest intelligente af alle stammerne i nabolaget var gået over til at støtte programmet for verdens forbedringer; det var afgjort opmuntrende. Kort tid efter denne store begivenhed, arrangerede Adam og Eva i deres eget hjem en modtagelse for Serapatatia og hans nye medarbejdere.
Serapatatia blev en af de dygtigste og effektive af alle Adams medhjælpere. Han var absolut ærlig og helt igennem oprigtig i alle sine aktiviteter; han var aldrig bevidst, og heller ikke senere, klar over, at han blev brugt som et indirekte redskab for den snu Caligastia.
Snart blev Serapatatia næstformand for Edens kommission for stammerelationer, og mange planer blev udarbejdet for en mere energisk forfølgelse af arbejdet om at vinde de fjerntliggende stammer til havens sag.
Han holdt mange konferencer med Adam og Eva - især med Eva - og de drøftede mange planer for at forbedre deres metoder. En dag under en samtale med Eva, gik det op for Serapatatia at det ville være meget nyttigt, hvis, mens man ventede på at der skulle samles et stort antal af den violette race, i mellemtiden kunne gøre noget umiddelbart for at fremme de nødlidende ventende stammer. Serapatatia hævdede, at hvis Noditerne, som den mest progressive og kooperative race, kunne få en leder, der blev født med en del af sin oprindelse i den violette race, så ville dette udgøre et stærkt bånd til at binde disse folk tættere til haven. Alt dette blev nøgternt og ærligt anset for at være til gavn for verden, da dette barn, der skulle opdrættes og uddannet i haven, ville udøve en stor og fordelsagtig indflydelse over sin fars folk.

Det skal igen understreges, at Serapatatia var helt ærlig og helt oprigtig i alt, hvad han foreslog. Han havde aldrig engang mistanke om, at han spillede i hænderne på Caligastia og Daligastia. Serapatatia var helt loyal over for planen om at opbygge en stærk reserve af den violette race, inden man forsøgte den verdensomspændende forbedring af de forvirrede folk på Urantia. Men dette ville kræve flere hundrede år at fuldbyrde, og han var utålmodig; han ønskede at se nogle umiddelbare resultater - noget i hans egen levetid. Han gjorde det klart for Eva at Adam ofte var modløs over at se hvor lidt, der var blevet udført for at forbedre verden.
For mere end fem år var disse planer hemmeligt blevet modnet. Til sidst havde de udviklet sig til det punkt, hvor Eva indvilget i, at holde et hemmelig forhandling med Cano, den aktive leder af den nærliggende koloni af venlige Noditer og den mest skarpsindige blandt dem. Cano var meget sympatisk indstillet til Adams regime; Faktisk var han den oprigtig åndelige leder af nærområdernes Noditer der ønskede at have venskabelige forbindelser med haven.
Det skæbnesvangre møde fandt sted en efterårsaften, ikke langt fra Adam hjem. Eva havde aldrig før mødt den smukke og entusiastiske Cano - og han var en fremragende eksemplar af den overlegne fysik og det enestående intellekt, som var gået i arv fra hans fjerntliggende stamfædre blandt Prinsens personale. Cano var også fast overbevist om retfærdigheden i Serapatatia projekt. (Udenfor haven, var seksuelle forbindelser med mange partner en fælles praksis.)
Påvirket af smiger, entusiasme og stor personlig overtalelse, aftalte Eva derefter når og hvor til at indlade sig i det meget omtalte foretagende, at tilføje sin egen lille plan for at redde verden til den større og mere vidtrækkende guddommelige plan. Før hun helt klar over, hvad der forgik, var det fatale skridt taget. Det blev gjort.

4. INDSIGTEN OM MISLIGHOLDELSE

Det himmelske liv på planeten var i bevægelse. Adam indså, at noget var galt, og han bad Eva komme afsides med ham i haven. Nu hørte Adam for første gang hele historien om den længe næret plan for at accelerere verdensforbedringen ved at handle samtidigt på to fronter: færdiggørelsen af den guddommelige plan i takt med implementeringen af Serapatatia projektet.
Da den Materielle Søn og Datter således talte sammen i den månebelyste have, irettesatte "stemmen i haven" dem for ulydighed. Den stemme var ingen anden end min egen meddelelse til parret i Eden, at de havde overtrådt havens pagt; at de ikke havde adlydt Melkisedekernes anvisninger; at de havde gjort sig skyldige i misligholdelse i udførelsen af deres tillids eder til universets herskere.
Eva havde givet samtykke til at deltage i udøvelsen af godt og ondt. Det er godt at udføre den guddommelige plan; synd er en bevidst overtrædelse af den guddommelige vilje; det onde er at uoverensstemmelse af planer og tilpasningsproblemer med efterfølgende disharmoni i universet og forvirring på planeten.
Hver gang parret havde spist af frugten fra livets træ, var de blevet advaret af den bevogtende ærkeengel til ikke at give efter for Caligastias forslag om at kombinere godt og ondt. De var blevet således formanede: "Den dag, hvor du sammenblander godt og ondt, skal du helt sikkert blive som de dødelige af verden; du skal helt sikkert dø."
Eva havde fortalt Cano om denne ofte gentagne advarsel på det skæbnesvangre tidspunkt af deres hemmelige møde, men Cano, som ikke forstod vigtigheden eller betydningen af sådanne formaninger, havde forsikret hende om, at mænd og kvinder med gode motiver og sande hensigter ikke kunne gøre noget ondt; at hun helt sikkert ikke skulle dø, men hellere leve på ny i skikkelse af deres afkom, som ville vokse op til at velsigne og stabilisere verden.
Selv om dette projekt til at modificere den guddommelige plan var blevet udtænkt og udført med oprigtighed og med kun de højeste motiver om verdens velfærd, var det et udtryk for at det var ondt, fordi den repræsenterede den forkerte måde at opnå retfærdige mål, fordi den afveg fra den rette vej, fra den guddommelige plan.
Sandt var det, at Eva havde fundet Cano behageligt at se på, og hun indså alt, som hendes forfører lovede i form af "ny og øget viden om menneskelige anliggender og fremskyndet forståelse af den menneskelige natur som et supplement til forståelsen af den adamiske natur."
Jeg talte med den violette races far og mor den aften i haven, som i løbet af de triste omstændigheder blev min pligt. Jeg lyttede til hele historien om alt det, som førte frem til moder Evas misligholdelse og gav dem begge råd og vejledning om den øjeblikkelige situation. En del af denne rådgivning, fulgte de; andre fulgte de ikke. Denne konference fremstår i jeres skrifter som " Herren Gud kaldte på Adam og Eva i haven og sagde, "Hvor er du?" Det var skik hos senere generationer at tilskrive alt usædvanlige og ekstraordinært enten naturligt eller åndeligt, for at være Guds personlige indgriben.

5. KONSEKVENSERNE AF MISLIGHOLDELSEN

Evas desillusion var virkelig patetisk. Adam indså til fulde situationens alvor, og selv om hans hjerte var sønderknust og modløst, havde han kun medlidenhed og sympati for sin vildfarne kone.
I sin fortvivlelse indså han deres fiasko, så dagen efter Evas fejltrin, opsøgte Adam Laotta, den højt begavet Noditkvinde, som var leder af de vestlige skoler i haven, og med overlæg begik han den samme dumhed som Eva. Du må ikke misforstå; Adam blev ikke bedraget; han vidste præcis, hvad han gjorde. Han havde bevidst valgt at dele skæbne med Eva. Han elskede sin kone med en overmenneskelig hengivenhed, og tanken om muligheden for en ensom nattevagt på Urantia uden hende var mere end han kunne bære.
Da de hørte, hvad der var sket med Eva, blev de rasende indbyggere i haven uregerlige; de erklærede krig mod det nærliggende Noditsamfund. De stormede ud gennem porten til Eden og overfaldt disse uforberedte mennesker, og ødelagde dem fuldstændigt - ikke en mand, kvinde eller barn blev skånet. Cano, far til den endnu ufødte Kain, omkom også.
Da Serapatatia indså, hvad der var sket, blev han overvældet af den store forfærdelse og ude af sig selv af angst og anger. Den næste dag druknede han sig i den store flod.
Adams børn søgte at trøste deres mor, der var ude af sig selv mens deres far vandrede i ensomhed i tredive dage. Ved afslutning af denne tid gjorde dommen sig gældende, og Adam vendte tilbage til sit hjem og begyndte at planlægge deres fremtidige fremgangsmåde.
Konsekvenserne af vildledte forældres tåbeligheder deles ofte af deres uskyldige børn. Adams og Evas ærlige og ædle sønner og døtre blev overvældet af ubeskrivelige sorg af den ufattelige tragedie, som så pludseligt og hensynsløst var blevet påtvunget dem. Det tog mere end halvtreds år for den ældre af disse børn at komme sig over den sorg og modgang af disse tragiske dage, og især fra angsten i løbet af de tredive dage, hvor deres far var fraværende fra hjemmet, samtidigt som deres forvirrede mor levede i fuldstændig uvidenhed om hans opholdssted eller skæbne.
Disse samme 30 dage var som mange års sorg og lidelse til Eva. Aldrig genvandt denne ædle sjæl helt sig selv fra virkningerne af den ulidelige periode med psykiske lidelser og åndelig sorg. Ingen del af deres efterfølgende afsavn og materielle vanskeligheder kunne i Evas hukommelse nogensinde sammenlignes med de forfærdelige dage og frygtelige nætter af ensomhed og uudholdelig usikkerhed. Hun hørte om Serapatatias overilede handling og vidste ikke, om hendes mand i sorg havde taget sit eget liv eller om han var blevet fjernet fra verden som gengældelse for hendes fejltrin. Da Adam vendte tilbage, oplevede Eva en tilfredsstillelse af glæde og taknemmelighed, der aldrig blev overskygget af deres lange og vanskelige livstids partnerskab fyldt med besværlig tjeneste.
Tiden gik, men Adam ikke var sikker på arten af deres handling, indtil halvfjerds dage efter Eva misligholdelse var gået, da Melkisedek forvalterne vendte tilbage til Urantia og overtog forvaltningsretten over verdens anliggender. Da vidste han, at de havde fejlet.
Adskillelige flere vanskeligheder var tiltagende. Nyheden om udslettelsen af Noditsamfundet tæt på Eden nåede snart Serapatatia hjemstamme mod nord, og snart samlede der sig en stor hærskare for at marchere mod haven. Det blev starten på en lang og bitter krig mellem Adamiterne og Noditerne, for disse fjendtligheder fortsatte længe efter at Adam og hans tilhængere havde emigreret til den anden have i Eufrat dalen. Der var intens og vedvarende "fjendskab mellem den mand og kvinden, mellem hans sæd og hendes sæd."

6. ADAM OG EVA FORLADER HAVEN

Da Adam lærte at Noditerne nærmede sig, søgte han råd hos Melkisedekerne, men de nægtede at rådgive ham, men fortalte ham at han skulle gøre, som han mente bedst og lovende deres venlige samarbejde, så langt som muligt, uanset hvilken vej, han valgte. Melkisedekerne var blevet forbudt at forstyrre Adams og Evas personlige planer.
Adam vidste, at han og Eva havde fejlet; tilstedeværelsen af de Melkisedekske forvaltere fortalte ham dette, selv om han stadig intet vidste om deres personlige status eller fremtidige skæbne. Han holdt en hel aftenskonference med omkring tolvhundrede loyale tilhængere, som forpligtede sig til at følge deres leder, og den næste dag ved middagstid gik disse pilgrimme ud fra Eden i søgen efter nye boliger. Adam havde ingen lyst til krig og valgte derfor at forlade det første have uden modstand til Noditerne.
Karavanen fra Eden blev standset på den tredje dag af deres rejse fra haven af de serafiske transporters ankomst fra Jerusem. For første gang blev Adam og Eva underrettet om, hvad der skulle ske med deres børn. Mens transporterne ventede, blev de børn, som havde nået valgretsalderen (tyve år) givet mulighed for at forblive på Urantia med deres forældre eller komme i oplæring af de Højeste i Norlatiadek. To tredjedele valgte at begive sig til Edentia; omkring en tredjedel valgte at blive hos deres forældre. Alle børn under valgretsalderen alder blev taget til Edentia. Ingen kunne betragte den sorgfulde afsked mellem denne Materielle Søn og Datter og deres børn uden at indse, at vejen for overtræderen er hårdt. Disse efterkommere af Adam og Eva er nu på Edentia; Vi ved ikke, hvad der vil ske med dem.
Det var en bedrøvet, åh så bedrøvet karavane som forberedte sig på at fortsætte rejsen. Kunne noget have været mere tragisk! At være kommet til en verden i så store forhåbninger, at have været så positivt modtaget, og derefter i vanære at begive sig væk fra Eden, kun for at tabe mere end tre fjerdedele af deres børn, selv før de havde fundet et nyt sted at bosætte sig på!

7. ADAMS OG EVAS DEGRADERING

Det var mens karavanen fra Eden blev stoppet, at Adam og Eva blev underrettet om karakteren af deres overtrædelser og rådgivet om deres skæbne. Gabriel åbenbarede sig for at afsige dom. Det var dommen: De planetariske Adam og Eva af Urantia blev dømt for misligholdelse; de havde overtrådt pagten om deres formynderskab som herskere over denne beboede verden.
Selvom de blev nedslået ved følelsen af skyld, glædede Adam og Eva sig over meddelelsen om, at deres dommere på Salvington havde frikendt dem fra alle anklager om at have vist "foragt for universets styre." De havde ikke gjort sig skyldig i oprør.
Parret fra Eden fik oplyst, at de havde degraderet sig selv til status af dødelige i verden; at de fremover måtte leve som mand og kvinde på Urantia og indrette sig på fremtiden for verdens menneskeracers for deres egen fremtid.
Længe før Adam og Eva forlod Jerusem, havde deres instruktører indgående forklaret for dem konsekvenserne af enhver væsentlig afvigelse fra de guddommelige planer. Jeg havde personligt og gentagne gange advaret dem, både før og efter de ankom på Urantia, at en nedsættelse til status af dødeligt kød ville være det sikre resultat, den uundgåelige straf, som altid vil følge misligholdelse i udførelsen af deres planetariske mission. Men det er vigtig at forstå, at Sønnerne af de materielle klasser er udødelige for at få en klar forståelse af konsekvenserne som ledsagede Adams og Evas misligholdelse.
1. Adam og Eva, ligesom deres medmennesker på Jerusem, opretholdt deres udødelige status gennem intellektuel forbindelse med Åndens sinds tyngdekraftskredsløb. Når denne livsvigtige næring brydes af mental forstyrrelse, så mistes udødelighedsstatussen uanset på hvilken åndelig niveau det skabte væsen befinder sig, Status som dødelig efterfulgt af fysisk opløsning var den uundgåelige konsekvens af Adams og Evas intellektuelle misligholdelse.
2. Mens den Materielle Søn og Datter på Urantia, også var personaliserede i lignelse af de kødelige væsener af denne verden, så var de også afhængige af et dobbelt cirkulationssystem, det ene som følge af deres fysiske natur, det anden fra den superenergi lagret i frugten af livets træ. Altid havde den bevogtende ærkeenglen formanede Adam og Eva, at misligholdelse af tillid ville kulminere i nedbrydning af status og adgang til denne energikilde blev nægtet dem efter deres misligholdelse.
Det lykkedes Caligastia at få Adam og Eva i fælden, men han nåede ikke at udrette sit formål at føre dem ind til åbent oprør mod universets styre. Hvad de havde gjort var faktisk ondt, men de var aldrig skyldig i foragt for sandheden, ej heller engagerede de sig bevidst i oprør mod den Universelle Faders og hans Skabersøns retfærdige styre.

8. DET SÅKALDTE SYNDEFALD

Adam og Evas fald fra deres Materielle Sønners høje status ned til det dødelige menneskes ydmyge position. Men det var ikke syndefaldet. Menneskeheden er blevet forbedret på trods af de umiddelbare konsekvenser af den Adamiske misligholdelse. Selv om den guddommelige plan for at give den violette race til folkene på Urantia mislykkedes, har de dødelige racer haft en enormt fordel af det begrænsede bidrag, som Adam og hans efterkommere overlod til menneskeracerne på Urantia.
Der har ikke været noget "syndefald". Menneskehedens historie er en progressiv udvikling og efter den Adamiske overdragelse var verdens befolkninger stærkt forbedret i forhold til deres tidligere biologiske tilstand. De mere højerestående slægter på Urantia indeholder nu arvefaktorer som nedstammer fra så mange som fire separate kilder: Andoniter, Sangikracerne, Noditer og Adamiter.
Adam bør ikke betragtes som årsagen til en forbandelse over den menneskelige race. Selv om han mislykkes med at bringe den guddommelige plan fremad, selv om han brød sin pagt med Guddommen, og selv om der ikke råder nogen tvivl om at han og hans kone helt sikkert blev nedgraderet i væsenstatus, trods alt dette, gjorde deres bidrag til menneskeheden meget for at føre civilisationen på Urantia fremad.
Ved en vurderingen af resultaterne af den Adamiske mission i jeres verden, fordrer retfærdighed at man tager hensyn til tilstanden på planeten. Adam blev konfronteret med en så godt som håbløs opgave, da, han sammen med sin smukke kone, blev transporteret fra Jerusem til denne mørke og forvirrede planet. Hvis de havde været styret af Melkisedekerne og deres partners råd, og hvis de havde været mere tålmodige, ville de til sidst have mødtes med fremgang. Men Eva lyttede til den snigende propaganda om personlig uafhængighed og planetarisk handlefrihed. Hun blev forledt til at eksperimentere med livsplasma af den materielle klasse af Sønnerne, da hun tillod dette betroede liv til på et tidligt tidspunkt at blive blandet med den daværende blandet form af Livsbærernes oprindelige livsmønster, hvilket tidligere havde været kombineret med livsmønstret hos de reproducerende væsener som engang var knyttet til Planetprinsens personale.
Aldrig, under hele din opstigning til Paradiset, vil du vinde noget gennem utålmodige forsøg på at omgå den etablerede og guddommelige plan ved at tage genveje, personlige opfindelser eller andre påfund til forbedring for at forbedre fuldkommenhedens vej, som fører til fuldkommenhed, og er evig fuldkommen.
Alt i alt har der sandsynligvis aldrig været en planet i hele Nebadon hvor visdom har lidt et mere skuffende forlis. Men det er ikke overraskende, at disse fejltrin opstår i forbindelse med anliggender af de evolutionære universer. Vi er en del af en gigantisk skabelse, og det er ikke mærkeligt, at alt ikke fungerer perfekt; vores univers blev ikke skabt fuldkommen. Fuldkommenhed er vores evige mål, ikke vores oprindelse.
Hvis dette var et mekanistisk univers, hvis den første Store Kilde og Center kun var en kraft og ikke også en personlighed, hvis hele skabelsen var en stor sammenlægning af fysisk materie domineret af præcise love karakteriseret ved uforanderlige energifunktioner, så kunne perfektion måske opnås, selv hvis universets status er ufuldstændig. Der ville ikke være uenighed; der ville ikke være nogen friktion. Men i vores udviklende univers af relativ fuldkommenhed og ufuldkommenhed glæder vi os over, at uenighed og misforståelser er mulige, for derved fremkommer personlighedens tilstedeværelse og effekt i universet. Hvis vores skabelse er en eksistens, der styres af personlighed, så kan du være sikker på mulighederne for personlighedens overlevelse, avancement, og sejre; vi kan være sikre på personlighedens vækst, erfaring og fortsatte eventyr. Hvilket vidunderligt univers, der er personlig og progressiv, ikke blot mekanisk eller passivt perfekt!

 
[Præsenteret af Solonia, den serafiske "stemme i haven."]

Publiceret 24 mai 2017