2. Guds væsen

URANTIA BOGEN DEL 1. CENTRAL OG SUPERUNIVERSERNE

 

URANTIA BOGEN - KAPITEL 2. GUDS VÆSEN

I og med at menneskets højeste mulige opfattelse om Gud omfattes indenfor dets ide og ideal om en oprindelig og infinit personlighed, er det tilladt, og antagelig også til hjælp, at studere visse af de egenskaber hos den guddommelige natur som tilsammen udgør Guddommens karakter. Guds væsen kan bedst forstås af åbenbarelsen om Faderen som Mikael af Nebadon udfoldede gennem hans mangfoldige undervisning og i sit storartede jordiske liv i kødet. Den guddommelige natur kan også bedre forstås af mennesket hvis det betragter sig selv som et Guds barn og ser op til Skaberen i Paradis som en sand åndelig Fader.

Guds væsen kan studeres i en åbenbarelse af enestående ideer, den guddommelige karakter kan betragtes som en portrættering af overjordiske idealer, men den mest oplysende og åndeligt mest opbyggelige af alle åbenbarelser af den guddommelige natur finder man i forståelsen af Jesus fra Nazarets religiøse liv, både før og efter, at han opnået fuld guddomsbevidsthed. Hvis Mikaels inkarnationsliv tages som baggrund for åbenbaringen af Guds til mennesket, vil vi forsøge at overføre til menneskelige ord symboler visse ideer og idealer vedrørende den guddommelige natur, som muligvis kan bidrage til en yderligere belysning og forening af den menneskelige koncept om arten og karakter af den Universelle Faders personlighed.

I alle vore bestræbelser på at udvide og åndeliggøre menneskets opfattelse om Gud er vi voldsomt hæmmet af den begrænsede kapacitet i det dødelige sind. Vi er også alvorlig hæmmet i at gennemføre vores opgave på grund af de sproglige begrænsninger og den mangelfulde tilgang af materiale vi kan bruge som illustrationer eller sammenligningsgrundlag i vore forsøg på at formidle guddommelige værdier og præsentere åndelige betydninger for menneskets endelige, dødelige sind. Alle vore forsøg på at udvide menneskets opfattelse om Gud ville være så godt som nytteløse om det ikke var for det faktum at det dødelige sind er beboet af den Universelle Faders overdraget Tankeretter og gennemstrømmet af Skabersønnens Sandhedsånd. I tillid til tilstedeværelse af disse guddommelige ånder i menneskers hjerte for hjælp til at opgradere gudsbegrebet, tager jeg med glæde løs på mit mandat til at forsøge yderligere at beskrive Guds væsen for menneskesindet.


1.  GUDS INFINITET

 "I berøringen af den Infinite, kan vi ikke forstå ham. De guddommelige fodspor er ukendte." "Hans forståelse er infinit og hans storhed er uransagelig." Det blændende lys fra Faderens væsen er sådan, at han for sine ydmyge væsener tilsyneladende ser ud til at "opholder sig i det tætteste mørke." Ikke kun er hans tanker og planer uransagelige, men "han udretter store og vidunderlige gerninger flere end nogen kan tælle." "Gud er stor; vi forstår ham ikke, og ej heller kan man udregne hvor gammel han er." "Vil Gud virkelig bo på jorden? Se, himlen (universet) og himlernes himmel (universernes univers) kan ikke rumme ham." "Hvor uransagelige er ikke hans domme og hans måde at løse tingene på!”

”Der er kun en Gud, den infinite Fader, som også er en trofast Skaber.” "Den guddommelige Skaber er også den Universelle Disponerer, sjælenes kilde og skæbne. Han er den Højeste Sjæl, det Oprindelige Sind, og den Ubegrænset Ånd i hele skabelsen.” "Den Store Overvåger gør ingen fejltagelser. Han er lysende i sin majestæt og sin herlighed.” Gud Skaberen er fuldstændig blottet for frygt og fjendskab. Han er udødelig, evig, selveksisterende, guddommelig og gavmild.” Hvor ren og smuk, hvor dyb og ubegribelig er altings himmelske Stamfader!” ”Den Infinite er uovertræffelig idet han tildeler sig selv til menneskene. Han er begyndelsen og afslutningen, Faderen af ethvert godt og fuldendt formål.” Med Gud er alt muligt; den evige Skaber er årsagernes årsag.”

På trods af uendeligheden i de overvældende manifestationer Faderens evige og universelle personlighed, så er han ubegrænset selvbevidst om både sin uendelighed og sin evighed; ligeledes er han fuldt ud bekendt med sin perfektion og magt. Han er det eneste væsen i universet bortset fra hans guddommelige medaktører som oplever en fuldkommen, korrekt og fuldstændig bedømmelse af sig selv.

Faderen imødekommer kontinuerlig og ufejlbarligt de mangfoldige behov som kræver hans medvirkning efterhånden som de forandrer sig fra tid til anden i de forskellige dele af hans mesterunivers.  Den store Gud kender og forstår sig selv; han er uendelig selvbevidst om alle sine oprindelige perfektions egenskaber. Gud er ikke en kosmisk tilfældighed; ej heller eksperimenterer han med universet. Universherskerne kan hengive sig til eventyr; Konstellationsfædrene kan eksperimentere; Systemcheferne kan øve sig; men den Universelle Fader ser slutningen helt fra begyndelsen af, og hans guddommelige plan og evige formål omfavner og forstår faktisk alle hans underordnedes eksperimenter og eventyr på alle verdner, systemer og konstellationer i alle universerne i hans vældige domæner.

Intet er nyt for Gud, og ingen kosmisk begivenhed kommer nogensinde som nogen overraskelse; han bor i evighedens cirkel. Han er uden dagenes begyndelse eller afslutning. For Gud findes det ingen fortid, nutid eller fremtid; al tid er til stede i ethvert givet øjeblik. Han er den store og eneste JEG ER.

Den Universelle Fader er absolut og ubegrænset infinit i alle sine egenskaber; og dette faktum er i sig selv nok til automatisk at udelukke ham fra al direkte personlig kommunikation med finite materielle væsener og andre ydmyge skabte intelligens væsener.

Og alt dette gør det nødvendig med sådanne ordninger som er blevet bestemt for kontakt og kommunikation med hans mangfoldige skabninger, første gennem Guds Paradissønners personligheder som skønt fuldkommen i guddommelighed, også ofte bliver en del af naturen hos de planetariske racer af kød og blod og dermed bliver en af jer og en med jer; således bliver Gud på sin vis til menneske, sådan som det skete under Mikaels overdragelse, hvor han vekselvis blev kaldt Guds Søn og Menneskesønnen. Og for det andet kommer den Uendelige Ånds personligheder, skarerne af forskellige slags serafer og andre himmelske tænkende væsner, nær de materielle væsener af lavere oprindelse og på så mange måder tjener og tager hånd om dem. Og for det tredje har vi de upersonlige Mysterieledsagere, Tankeretterne, den faktiske gave som den store Gud selv har sendt for at tage bolig i sådanne væsener som menneskene på Urantia, og de er sendt uden bekendtgørelse og uden forklaring. I en endeløs, overdådig strøm stiger de ned fra herlighedens højder for at begunstige og tage bolig i de ydmyge sind hos de dødelige som har kapacitet til gudsbevidsthed eller potentiale dertil.

På disse og mange andre måder, ad veje som er ukendte for jer og som ligger langt hinsides den finite fatteevne, nedgraderer Paradisfaderen sig kærlig og velvillig eller på anden vis modificere, udspreder eller fortynder sin uendelighed så han bliver i stand til at nærme sig det finite sind hos sine skabte børn. Og således er det muligt for den infinite Fader, gennem en serie personligheds udgivelser som i aftagende grad er absolutte, at nyde en nær kontakt med de forskellige intelligente væsener i de mange riger i hans vidtstrakte univers.

Alt dette har han gjort, gør og vil i al evighed fortsætte med at gøre, uden at det på mindste måde vil forringe hans sande og virkelige infinitet, evighed og oprindelighed. Og alt dette er absolut sandt, trods det, at det er svært at forstå, trods det mysterium det er indhyllet eller det umulige i at det nogensinde vil kunne forstås fuldt ud af sådanne væsener som er hjemmehørende på Urantia.

Fordi den Første Fader er infinit i sine planer og evig i sine formål, er det i sagens natur umulig for noget finit væsen at kunne fatte eller have indsigt i helheden af disse guddommelige planer og formål. Det dødelige menneske kan kun få et glimt af Faderens formål nu og da og her og der efterhånden som de åbenbares i forbindelse med udfoldelsen af planen for skabningens opstigning, på de skiftende niveauer af universets progression. Selvom mennesket ikke kan omfatte betydningen af uendeligheden, så har den uendelige Fader fuld forståelse af og kærlige greb om finiteten hos alle sine børn i alle universerne.

Faderen deler sin guddommelighed og evighed med et stort antal højerestående Paradisvæsener, men vi stiller spørgsmålstegn ved om infiniteten og den deraf følgende universelle oprindelse deles helt og fuldt med nogen andre end hans samordnede partnere i Paradistreenigheden. Personlighedens infinitet må nødvendigvis indbefatte al eksisterende endelighed af personlighed, deraf den sandhed - i helt bogstavelig forstand - i læren som forkynder at "vi lever og rører os og har vores væren i Ham." Det fragment af den Universelle Faders rene Guddom som er iboende i det dødelige menneske er en del af infiniteten hos den Første Store Kilde og Center, Fædrenes Fader.


2.  FADERENS EVIGE FULDKOMMENHED

Selv jeres fordums profeter forstod at den Universelle Faders væsen er evig, som i en sluttet cirkel, uden begyndelse eller ende. Gud er i bogstavelig forstand evigt til stede i hans univers af universer. Han fylder nuet med hele sin absolutte majestætiske og evige storhed.  "Faderen har liv i sig selv, og dette liv er evigt liv." Op gennem de evige tidsaldre har det været Faderen som "giver liv til alt." Der er uendelig perfektion i den guddommelige integritet. ”Jeg er Herren, Jeg forandres ikke.” Vores kundskab om universernes univers afdækker at han ikke kun er lysenes Fader, men også at han i sin adfærd når det gælder interplanetariske anliggender så er der ”ingen omskiftelighed og heller ikke skygge af forandring.” Han ”erklærer enden fra begyndelsen.” Han siger: ”Min rådgivning vil bestå; Jeg vil gennemfører alle mine ønsker” ifølge det evige formål som Jeg åbenbarede i min Søn.” Således er planerne og formålene hos den Første Kilde og Center ligesom ham selv: evige, perfekte og for evigt uforanderlige.
Der er endelig fuldstændighed og en opfyldt perfektion i Faderens bud.  ”Hvad end Gud gør, så vil det være for altid; intet kan tillægges eller tages fra det.” Den Universelle Fader fortryder ikke sine oprindelige mål med visdom og perfektion. Hans planer er urokkelig, hans råd uforanderlig mens hans handlinger er guddommelige og ufejlbarlige.  ”Tusinde år i hans syn er som i går når den er fortid og som en nattevagt.” Guddommelighedens perfektion og evighedens størrelse ligger for altid hinsides den fuldstændige fatteevne af det dødelige menneskets afgrænsede bevidsthed.

Reaktionerne hos en uforanderlig Gud i udførelsen af hans evige formål, kan synes at variere i overensstemmelse med de skiftende holdninger og sindsstemninger i hans skabte intelligente væsener; det betyder, at de tilsyneladende og overfladisk variere, men under overfladen og ud over alle ydre manifestationer, er der alligevel en uforanderlig formål til stede, den tidløse Guds evigvarende plan.

Ude i universerne må begrebet fuldkommenhed nødvendigvis være noget relativt, men i centraluniverset og i særdeleshed på Paradiset er fuldkommenheden ufortyndet; i enkelte af sine faser er den til og med absolut. Treenigheden lader den guddommelige fuldkommenhed komme til udtryk i varierende grad, men uden at den bliver svækket.

Guds oprindelige fuldkommenhed består ikke i en antaget retfærdighed, men snarere i den iboende perfekte godhed af hans guddommelige væsen. Han er endelig, komplet og perfekt. Der er ikke noget som savnes når det gælder skønheden og fuldkommenheden i hans retfærdige karakter. Og det guddommelige formål med hele planen af levende eksistenser i verdnerne i rummet, er at opløfte alle vilje skabninger til den høje skæbne, at få oplevelsen af at dele Paradisets fuldkommenhed med Faderen. Gud er hverken selvcentreret eller sig selv god nok; han ophører aldrig med at uddele af sig selv til alle selvbevidste skabninger i det vidtstrakte univers af universer.

Gud er evig og uendelig perfekt; han kan ikke personligt kende ufuldkommenhed som sin egen erfaring, men han deler bevidstheden af alle oplevelser af ufuldkommenhed som alle de kæmpende skabninger i alle Paradis Skabersønners evolutionære universer. Den fuldkomne Guds personlige og befriende berøring overskygger de dødeliges hjerter og gennemstrømmer deres væsener hos alle dem som har opnået den moralske dømmekraft på universets niveau. Både på denne måde og ved hjælp af kontakten gennem den guddommelige tilstedeværelse deltager den Universelle Fader faktisk i erfaringerne med umodenhed og ufuldkommenhed i hvert eneste moralsk væsens personlige udvikling overalt i universet.

Menneskelige begrænsninger, potentiel ondskab, er ikke en del af det guddommelige væsen, men de dødeliges erfaring med ondskab og alle menneskers forbindelser med den er så afgjort en del af Guds stadig voksende selvrealisering i tidens børn - skabninger med moralsk ansvar som er blevet skabt eller udviklet af hver Skabersøn som er udgået fra Paradiset.


3.  RET OG RETFÆRDIGHED

Gud er retfærdig; derfor er han retskaffen. "Herren er retfærdig i alle sine gerninger.” ”Jeg har ikke skabt uden grund al det jeg har skabt," siger Herren. ”Herrens domme er sande og helt retfærdige.” Den Universelle Faders retfærdighed kan ikke påvirkes af hans skabningers handlinger eller aktiviteter, "for der er ingen uretfærdighed i Herren vores Gud, ingen personlige særhensyn, ingen bestikkelse.”

Hvor nytteløst er det ikke at rette barnagtige appeller til en sådan Gud for at få ham til at lempe på sine uforanderlige dekreter så vi kan undgå de retfærdige følger af hans kloge naturlove og retfærdige åndelige påbud! ”Lad dig ikke narre; Gud lader sig ikke spotte, for hvad end et menneske sår, det skal han også høste.” Sandt nok, selv når man må høste det man har sået og stå til regnskab for sine ugerninger, er denne guddommelige retfærdighed altid afpasset med barmhjertighed. Uendelig visdom er den evige dommer, som bestemmer proportionerne mellem retfærdighed og barmhjertighed som skal gælde i en hvilken som helst given situation. Den største straf (egentlig en uundgåelig konsekvens) for forseelser og bevidst oprør mod Guds styre er at miste eksistensen som individuel medborger af dette styre. Slutresultatet af helhjertet synd er tilintetgørelse. Ifølge den endelige analyse har sådanne synds identificeret enkeltindivider udslettet sig selv ved at blive helt uvirkelige gennem deres omfavnelse af ugudelighed. En sådan skabnings faktiske forsvinden er imidlertid altid udsat indtil det gældende univers foreskrevne retspraksis er blevet efterkommet.

Eksistensudslettelse bliver sædvanligvis dekreteret ved en dispensations eller tidsalders dom af en eller flere verdener. På en verden som Urantia sker det ved slutningen af en planetarisk dispensation. Eksistensudslettelse kan ved sådanne anledninger dekreteres i henhold til den samordnede handling fra samtlige retskredses domstole, fra det planetariske råd og videre op til Skabersønnens domstole og til Dagenes Ældstes domstols instanser. Afgørelsen om opløsning tager udspring i superuniversets højere retsinstanser efter at tiltalen er bekræftet gennem alle led helt fra ugerningsudøverens residenssfære, og så, når tilintetgørelses dommen er blevet bekræftet i det høje, effektueres dommen direkte af de dommere som er bosiddende og virker ved superuniversets hovedkvarter.

Når dommen endelig er bekræftet, bliver det synds identificeret væsen øjeblikkelig som om det ikke havde eksisteret. Det findes ingen opstandelsesmulighed fra en sådan skæbne; den er evig og uigenkaldelig. Identitetens levende energifaktorer går i opløsning gennem tidens og rummets forvandlinger til de kosmiske potentialer de engang opstod fra. Og hvad angår den fordærvedes personlighed, fratages den sin videregående livsmekanisme i kraft af at væsenet har undladt at foretage de valg og endelige beslutninger som ville have sikret det evig liv. Når sindet i tilknytning til personligheden fortsætter med at gentage sin omfavnelse af synd indtil det kulminerer i selvets fuldstændige identifikation med ugudelighed, så bliver en sådan isoleret personlighed efter sin udslettelse, sit kosmiske ophør, absorberet ind i skabelsens oversjæl og bliver en del af det Højeste Væsens udviklingserfaring. Aldrig mere skal den igen komme til syne som en personlighed; dens identitet bliver som om den aldrig havde været der. Hvis det er en personlighed hvor Retteren har været til stede, vil de oplevede åndelige værdier leve videre i Retterens virkelighed.

I enhver kamp mellem reelle virkelighedsniveauer i universet, sejrer personligheden på det højere niveau i sidste ende over personligheden fra det lavere niveau. Dette uundgåelige udfald af modsætninger i universet er en logisk følge af det faktum at enhver viljesskabning er virkelig eller reel i den grad denne har guddommelige kvaliteter. Ufortyndet ondskab, komplet fejlbedømmelse, overlagt synd og rendyrket uretfærdighed er i sig selv og automatisk selvmorderisk. Sådanne holdninger af kosmisk uvirkelighed kan kun overleve i universet på grund af en forbigående ubarmhjertigheds tolerance, afventende kendelsen af de mekanismer som er fastslået for universets domstole om hvad der er fair og rimelig, angående retfærdige domsafgørelser.

Skabersønnernes styre i lokaluniverserne består i skabelse og åndeliggørelse. Disse Sønner hellige sig til en effektiv gennemførelse af Paradisets plan for de dødeliges fremadskridende opstigning, til at rehabilitere oprørere og intellektuelt vildfarne, men når alle sådanne kærlige bestræbelser bliver endelig og uigenkaldelig afvist, bliver det endelige udslettelsesdekret fuldbyrdet af kræfter underlagt Dagenes Ældstes domsmyndighed.

4.  DEN GUDDOMMELIGE NÅDE

Nåde er simpelthen retfærdighed som er mildnet af den visdom som vokser ud af en perfekt viden og af den fulde erkendelse for de naturlige svagheder og uheldige miljøbetingede handicaps hos finite væsener. Vores Gud er fyldt med medfølelse, venlighed, langmodig og rig på nåde.” Derfor ”enhver der kalder på Herren skal blive frelst.” ”for han vil med glæde tilgive.” Herrens nåde er fra evighed til evighed.”: ja, ” hans nåde lever for altid.” ”Jeg er Herren som udfører kærlig-venlighed, ret og retfærdighed på jorden, for heri finder jeg glæde.” ”Jeg hverken bedrøver eller er villig til at volde sorg til menneskebørnene,” for Jeg er ” barmhjertighedens Fader og Gud af al trøst.”

Gud er af væsen venlig, naturlig medfølende og til evig tid fuld af barmhjertighed. Og det er aldrig nødvendig at udøve noget påvirkning overfor Faderen for at påkalde hans kærlig-venlighed. Væsenets behov er helt tilstrækkeligt for at sikre at det bliver overøst af al den inderlige barmhjertighed og frelsende nåde som Faderen altid giver. Siden Gud ved alt om sine børn, er det let for ham at tilgive. Jo bedre mennesket forstår sin næste, jo lettere vil det være at tilgive ham og til og med elske ham.

Kun den uendelige visdoms indblik gør en retfærdig Gud i stand til at administrere retfærdighed og nåde samtidig i en hvilken som helst givet situation i universet. Den himmelske Fader bliver aldrig splittet i forskellige retninger af modstridige holdninger overfor sine børn i universet; Gud bliver aldrig et offer for holdningsmæssige modsætninger. Guds alvidenhed styrer ufejlbarligt hans frie vilje i valg af dette univers adfærd, som perfekt, samtidig, og lige så tilfredsstiles alle krav af hans guddommelige egenskaber og hans evige væsens uendelige kvaliteter.

Nåden er den naturlige og uundgåelige konsekvens af godheden og kærligheden. En kærlig Faders gode væsen kan umulig tilbageholde sine kloge gerninger af nåde overfor alle medlemmer af alle grupperinger af hans børn i universet. Den evige retfærdighed og guddommelige nåde udgør tilsammen det man efter menneskelig erfaring ville blive kaldt integritet.

Den guddommelige nåde repræsenterer en integritet for tilpasning mellem universets niveauer af perfektion og ufuldkommenhed. Nåden er Højestehedens retfærdighed tilpasset til situationerne af de udviklende væsener, tillempningen af evighedens retfærdighedssans for at imødekomme de tidens børns højeste interesser og deres ve og vel i universet. Nåden står ikke i modsætning til retfærdigheden, men er hellere en forståelsesfuld fortolkning af de krav som den højeste retfærdighed stiller, som den retvis er anvendt overfor de underordnede åndelige væsner og de materielle væsener i udviklende universer. Nåden er Paradistreenighedens retfærdighed som klogt og kærligt anvendes overfor mangfoldigheden af intelligente væsener i skabelserne af tid og rum, sådan som det er formuleret udefra guddommelig visdom og fastsat af det alvidende sind og den suveræne frie vilje hos den Universelle Fader og alle hans medvirkende Skabere.


5.  GUDS KÆRLIGHED

"Gud er kærlighed;" derfor er hans eneste personlige holdning i forhold til universets anliggender altid en guddommelig kærlighedsreaktion. Faderen elsker os tilstrækkelig til at han skænker os sit liv. ”Han får solen til at stige op over de onde såvel som de gode og han sender regn over retfærdige såvel som uretfærdige.”

Det er fejlagtig at tænke på Gud som en som lader sig overtale til at elske sine børn på grund af at hans Sønner har ofret sig eller fordi hans underordnede væsener går i forbøn, "for selv Faderen elsker jer.” Det er som et udtryk for denne faderlige kærlighed at Gud sender de forunderlige Rettere for at tage bolig i menneskesindene. Guds kærlighed er universel; "hvem som helst der vil kan komme.” Han ønsker ”at alle mennesker bliver frelst ved at få viden om sandheden.” Han er ”ikke villig til at lade nogen fortabes.”

Skaberne er de allerførste til at forsøge at frelse mennesket fra de katastrofale følger af dets tåbelige overtrædelser af de guddommelige love. Guds kærlighed er af natur en faderlig kærlighed; det er derfor, han nogle gange disciplinerer os for vores eget fortjeneste, så vi kan tage del i hans hellighed.” Selv igennem jeres værste prøvelser, husk at ”i alle vores lidelser så lider han med os.”
    
Gud er guddommelig venlig overfor synderne. Når oprørerne vender tilbage til retfærdighed, bliver de nådefuldt modtaget, "for vores Gud tilgiver rigelig.” "Jeg er ham som udvisker jeres synder for min egen skyld, og Jeg husker dem ikke.” ”Se, hvilken slags kærlighed vores Fader har givet os så vi kan blive kaldt Guds sønner.”
    
Det som til syvende og sidst stærkest beviser Guds godhed og højeste grund til at elske ham, er den iboende gave fra Faderen—Retteren som så tålmodig venter på den time hvor i begge for al evighed skal blive et. Selvom i ikke kan finde Gud ved at søge, så vil i, hvis i retter jer efter ledelsen fra den iboende ånd, blive ufejlbarligt vist vejen, skridt for skridt, liv efter liv, gennem univers efter univers og i tidsalder efter tidsalder, helt til i endelig står i tilstedeværelsen af den Universelle Faders Paradispersonlighed.

Hvor absurd at i ikke vil tilbede Gud fordi begrænsninger af den menneskelige natur og handicaps i jeres materielle skabelse gør det umulig for jer at se ham. Mellem jer og Gud er der en ufattelig stor afstand (fysisk rum) som må tilbagelægges. Ligeledes findes der en vældig kløft af åndelige forskelligheder som der må bygges bro over; men på trods af alt det som fysisk og åndelig holder jer adskilt fra Guds personlige tilstedeværelse i Paradiset, stop alligevel op og gennemtænk den højtidelige kendsgerning, at Gud lever indeni jer; han har på sin egen måde allerede slået en bro over kløften. Han har sendt noget af sig selv, sin ånd, for at leve i jer og slide arbejde sammen med jer mens i stræber fremover på jeres evige vandring gennem universet.
    
Jeg finder det let og behageligt at tilbede en som er så stor og samtidig så kærlig hengiven til omsorgsfuldt at opløfte sine lavtstående skabninger. Det er naturlig for mig at elske en som er så mægtig til at skabe og holde kontrollen med det han har skabt, og samtidig er så fuldkommen i sin godhed og så trofast i sin kærlige hengivenhed som konstant overskygger os. Jeg tror jeg ville elske Gud lige så meget selv om han ikke var så stor og mægtig, så længe han er så god og barmhjertig. Vi elsker alle Faderen mere på grund af hans væsen end i anerkendelse af hans forbløffende egenskaber.
    
Når jeg observerer Skabersønnerne og deres underordnede administratorer kæmpe så tappert med de mangeartede udfordringer i tiden som er forbundet med universernes udvikling i rummet, opdager jeg at jeg føler en stærk og dyb hengivenhed med disse mindre herskere universerne. Når alt kommer til alt, tror jeg at vi alle, også de dødelige rundt om på deres verdner, elsker den Universelle Fader og alle andre væsener, hvad enten de er guddommelige eller menneskelige, fordi vi mærker at disse personligheder virkelig elsker os. Oplevelsen af at elske er meget en direkte reaktion på oplevelsen af at være elsket. Vel vidende, at Gud elsker mig, vil jeg gerne fortsætte med at elske ham højt over alt, selv om han var frigjort for sine attributter af højestehed, Ultimativitet, og absoluthed.
    
Faderens kærlighed følger os nu og gennem de evige tidsaldres endeløse cirkel. Når i undrer jer over Guds kærlige væsen, findes der kun en fornuftig og naturlig personlighedsreaktion på det: I vil i øgende grad komme til at elske jeres Skaber; i vil komme til at vise Gud en hengivenhed som kan sammenlignes med barnets kærlighed til sine jordiske forældre; for som en far, som en virkelig, rigtig, ægte far elsker sine børn, således elsker den Universelle Fader sine skabte sønner og døtre og vil for evigt bekymre sig for deres bedste.
    
Men Guds kærlighed er en klog og langsigtet forudseende forældrekærlighed. Den guddommelige kærlighed virker i forenet samarbejde med den guddommelige visdom og alle de andre uendelige særtræk ved den Universelle Faders fuldkomne væsen. Gud er kærlighed, men kærlighed er ikke Gud. Den største manifestation af den guddommelige kærligheden til dødelige væsener kan observeres i overdragelsen af Tankeretterne, men jeres største åbenbaring af Faderens kærlighed ses i hans Søn Mikaels overdragelse, da han levede på jorden det ideelle åndelige liv. Det er den iboende Retter som individualiserer Guds kærlighed til hver menneskesjæl.

Af og til er det næsten smertefuldt for mig at være nødt til at beskrive den himmelske Faders guddommelige kærlighed for hans børn i universet ved at måtte benytte mig af det menneskelige ord symbol kærlighed. Dette ord bliver, selv om det også står for menneskets højeste opfattelse af den dødeliges respekt og hengivenhed, så ofte brugt om så mange slags menneskelige relationer som er yderst nedrige og som på ingen måde er egnet til at være kendt af et ord som også bruges til at angive den levende Guds uforlignelige kærlighed for sine skabninger i universet!  Hvor uheldigt, at jeg ikke kan benytte mig af noget overjordisk og eksklusivt udtryk, der ville formidle til menneskets sind, den sande natur og den udsøgt smukke betydning forbundet med Paradisfaderens guddommelige kærlighed.

Når mennesket mister kærligheden fra en personlig Gud af syne, bliver Guds rige ikke andet end de godes rige. Uanset det guddommelige væsens uendelige enhed er kærligheden det dominerende karakteristisk ved alle Guds personlige forhold til sine skabninger.


6.  GUDS GODHED

I det fysiske univers kan vi se den guddommelige skønhed; i den intellektuelle verden kan vi skelne den evige sandhed, men Guds godhed finder man kun i den personlig religiøse erfarings åndelige verden. I sin sande essens er religionen selve trostilliden til Guds godhed. Gud vil kunne være både stor og absolut indenfor filosofien, og på sin vis også intelligent og personlig, men i religionen må Gud også være moralsk; han må være god. Mennesket kan frygte en stor Gud, men det stoler og elsker kun en god Gud. Denne Guds godhed er en del af Guds personlighed, og dens fulde åbenbaring vises kun i den personlige religiøse oplevelse som Guds troende sønner får.

Religionen forudsætter at oververdens åndenatur er bekendt med og reagerer på de grundlæggende behov i menneskenes verden. Evolutionær religion kan blive etisk, men kun åbenbaret religion bliver virkelig og åndelig moralsk. Den gamle opfattelse om at Gud er en Guddom domineret af en kongeværdig moral blev af Jesus opløftet til den rørende hengivne, intime familiemorals niveau som karakteriserer forholdet mellem forældre og børn, som noget der ikke findes ømmere og smukkere end i de dødeliges erfaringsverden.

”Rigdommen i Guds godhed fører det vildfarne menneske til omvendelse.” ”Enhver god og fuldkommen gave kommer ned fra Lysets Fader.” ”Gud er god; han er menneskesjælenes evige tilflugtssted.” ”Herren Gud er barmhjertig og venlig” "Han er sen til vrede og rig på godhed og sandhed" ”Smag og se at Herren er god! Velsignet er det menneske som stoler på ham.” ”Herren er nådig og fyldt med medlidenhed. Han er den frelsende Gud.” "Han helbreder de sønderknuste og forbinder sjælens sår. Han er menneskets almægtige velgører.”

Selvom opfattelsen af Gud som konge og dommer fostret en høj moralsk standard og skabte et lovlydig folk som en gruppe, efterlod den de enkelte troende i en bedrøvelig tilstand af usikkerhed omkring deres egen status i tid og evighed. Senere tiders hebraiske profeter forkyndte at Gud var en Fader for Israel; Jesus åbenbarede at Gud var hvert eneste menneskes Fader. Hele den dødeliges opfattelse om Gud bliver på en transcenderet måde oplyst af Jesu liv. Den uselviske indstilling er iboende i forældrekærligheden. Gud elsker ikke som en far, men i egenskab af at være en far. Han er Paradisfaderen for hver eneste personlighed i universet.

Retfærdigheden indebærer at Gud er kilden til universets moralske lov. Sandheden viser Gud som en åbenbarer, som lærer. Men kærligheden giver og kræver hengivenhed, søger en fortrolig samhørighed lig den som findes mellem forældre og barn. Retfærdigheden kan godt være den guddommelige tanke, men kærligheden er en fars holdning. Den fejlagtige antagelse at Guds retfærdighed var uforenelig med den himmelske Faders uselviske kærlighed, forudsatte manglende enhed i Guddommens natur og førte direkte til udarbejdelsen af forsoningsdoktrinen, som filosofisk set er et angreb både på tanken om Guds enhed og hans frie vilje.

Den kærlige himmelske Fader hvis ånd bor i sine jordiske børn, er ikke en delt personlighed – en af retfærdighed og en af barmhjertighed – der kræves heller ikke nogen mægler for at sikre sig Faderens velvilje eller tilgivelse. Den guddommelige retfærdighed er ikke domineret af en streng gengældelses retfærdighed; Gud som Fader overgår Gud som dommer.

Gud er aldrig rasende, hævngerrig eller vred. Det er rigtigt at visdommen ofte lægger bånd på hans kærlighed, mens retfærdighed betinger hans afviste barmhjertighed. Hans kærlighed til retfærdighed kan ikke undgå at fremstå som værende mindre end hans had til synd.. Faderen er ikke nogen inkonsekvent personlighed; den guddommelige enhed er fuldkommen. I Paradistreenigheden er der absolut enhed til trods for at Guds medaktører har deres egne, evige identiteter.

Gud elsker synderen og hader synden; en sådant erklæring er filosofisk sandt, men Gud er en transcendent personlighed, og personer kan kun elske og hade andre personer. Synden er ikke nogen person. Gud elsker synderen fordi denne er en personlighedsrealitet (potentielt evig), men overfor synden indtager Gud ikke nogen personlig holdning, for synden er ikke nogen åndelig realitet; den er ikke personlig; derfor er det kun Guds retfærdighed som tager notits af dens eksistens. Guds kærlighed frelser synderen; Guds lov tilintetgør synden. Denne holdning hos det guddommelige væsen vil tilsyneladende ændre sig, hvis synderen indgår en endelig og fuldstændig identifikation med synden, lige som det samme dødelige sind også fuldt ud kan identificere sig med den iboende ånds Retter. En sådan synds identificeret dødelige vil da blive helt uåndelig af natur (og derfor uvirkelig som person) og ville opleve eventuel udslettelse af sit væsen. Uvirkelighed, eller endda ufuldstændighed i skabningens væsen, kan ikke eksistere for evigt i et stadig mere virkeligt og tiltagende åndeligt univers.

Overfor personlighedens verden er Gud, opdager man, en kærlig person; overfor den åndelige verden er han en personlig kærlighed; i den religiøse erfaring er han begge dele. Kærligheden identificerer Guds viljebestemte vilje. Guds godhed hviler på bunden af den guddommelige viljefrihed: den universelle tendens til at elske, vise barmhjertighed, give udtryk for tålmodighed og være tilgivende.


7.  GUDDOMMELIG SANDHED OG SKØNHED

Al finit viden og forståelse som skabte væsener har, er relativ. Information og intelligens er, selv når den kommer fra ganske høje kilder, kun relativt komplet, lokalt nøjagtigt og personligt sand.

Fysiske realiteter er temmelig ensartede, men sandheden er en levende og fleksible faktor i universets filosofi. Udviklende personligheder er kun delvis kloge og relativt sandfærdige i deres kommunikation. De kan kun være sikre på noget så langt som deres personlige erfarings strækker sig. Det som ser ud til at være helt sandt på et sted, kan blot være relativt sandt i en anden del af skabelsen.

Den guddommelige sandhed, den endelige sandhed, er ensartet og universel, men historien om alt som er åndelig kan, sådan som den bliver fortalt af mangfoldige individer med ophav på forskellige sfærer, undertiden variere i detaljer, dels på grund af denne relativitet i forhold til kundskabens fuldstændighed samt når det gælder den personlige erfarings righoldighed såvel som af længden og omfanget af denne oplevelse. Mens den Første Store Kildes og Centers love og befalinger, tanker og holdninger er evigt, uendelig og universelt sande, bliver de samtidig anvendt på og justeret for hvert univers, system, verden og skabte tænkende væsen, på en måde som er i overensstemmelse med Skabersønnernes planer og teknik, sådan som disse fungerer i deres respektive universer; såvel som i harmoni med den Uendelige Ånds og alle de andre tilknyttede himmelske personligheders lokale planer og procedurer.

Materialismens falske videnskab vil dømme det dødelige menneske til at blive en udstødt i universet. En sådan ufuldstændig kundskab er potentielt ond; det er viden sammensat af både godt og ondt. Sandheden er smuk, fordi den både er righoldig og symmetrisk. Når mennesket søger sandheden, stræber det efter det guddommelig virkelige.

Filosofferne begår deres groveste fejl når de bliver vildledt ind i abstraktionens vildfarelse, den praksis at fokusere opmærksomheden på et aspekt ved virkeligheden og derefter erklære et sådant isoleret aspekt for at være hele sandheden. Den kloge filosof vil altid kigge efter det kreative mønster som ligger til grund og eksisterer før alle universets fænomener. Den skabende tanke vil altid gå forud for den skabende handling.

Den intellektuelle selvbevidsthed kan opdage sandhedens skønhed, dens åndelige kvalitet, ikke kun gennem begrebets filosofisk overensstemmende, men på sikker og mere pålidelig måde gennem den allestedsnærværende Sandhedens Ånd ufejlbarlige respons. Lykken kommer som en følge af, at man erkender sandheden fordi den kan omsættes til handling; den kan leves ud. Skuffelse og sorg følger vildfarelsen som en skygge fordi når noget ikke er en realitet, kan det ikke blive realiseret i praksis. Den guddommelige sandhed kendes bedst ved sin åndelige aroma.

Den evige søgen er efter at finde forening, efter guddommelige sammenhæng. Det vidtstrakte fysiske univers holdes sammen i Paradisøen; det intellektuelle univers holdes sammen i sindets Gud, Samforeneren, det åndelige univers er sammenhængende i den Evige Søns personlighed. Men den isolerede dødelige af tid og rum holdes sammen i Gud Faderen gennem den direkte forbindelse mellem den iboende Tankeretter og den Universelle Fader. Menneskets Retter er et fragment af Gud og den søger altid den guddommelige forening; den hænger sammen med, og i den Første Kildes og Centers Paradisguddom.

Det at få et glimt af den overordnede skønhed er det samme som at opdage virkeligheden og integrering i den. Det at få øje på den guddommelige godhed i den evige sandhed, det er den yderste skønhed. Selv tiltrækningen i menneskelig kunst ligger i harmonien af dens enhed.

Den store fejl ved den hebræiske religion var dens manglende evne til at forbinde Guds godhed med videnskabens faktuelle sandheder og kunstens tiltalende skønhed. Efterhånden som civilisationen skred fremover og religionen på uklogt vis fortsatte i samme spor ved at overfokusere på Guds godhed og til relativ udelukkelse af sandhed og skønhed, så udviklede der sig en tiltagende tendens blandt visse mennesketyper til at man vendte sig bort fra den abstrakte og løsrevne koncept af en isoleret godhed. Den overstressede og isolerede moral i den moderne religion, som undlader at holde hengivenhed og loyalitet hos mange mennesker i det tyvende århundrede, ville rehabilitere sig selv, hvis den udover sine moralske bud, ville give lige hensyn til videnskabens, filosofiens og den åndelige erfarings sandheder og til den fysiske skabelses skønhed, tiltrækningen i den intellektuelle kunst og storheden i at have udviklet en ægte karakterstyrke.

Den religiøse udfordring i vor tidsalder ligger i hænderne på de vidtskuende og fremsynede mænd og kvinder med åndelig indsigt som vil vove at udforme en ny og fængende livsfilosofi udefra de udvidede og fortræffelige integrerede moderne forestillinger om kosmisk sandhed, universel skønhed og guddommelig godhed. Et sådan nyt og retfærdigt moralistisk syn vil tiltrække alt det bedste i menneskets bevidsthed og udfordre det bedste i menneskesjælen. Sandhed, skønhed og godhed er guddommelige realiteter, og efterhånden som mennesket kommer højere op på det åndelige livs skala, bliver den Eviges højeste kvaliteter i øgende grad samordnet og forenet i Gud, som er kærlighed.

Al sandhed – materiel, filosofisk eller åndelig – er både smuk og god. Al virkelig skønhed – materiel kunst eller åndelig symmetri – er både sand og god. Al ægte godhed – enten det gælder personlig moral, socialt ligeværd eller guddommelig tjenestevillighed – er lige sand og smuk. Sundhed, mental ligevægt og lykke er integrationer af sandhed, skønhed, og godhed som de er blevet blandet i menneskets erfaring. Sådanne niveauer af velfungerende levevis er et resultat af forbindelsen af energisystemer, idésystemer og åndesystemer.

Sandheden er sammenhængende, skønheden tiltrækkende, godheden stabiliserende. Og når disse værdier af det som er virkelig, bliver koordineret i personlighedserfaringen, bliver resultatet en høj klasse af kærlighed betinget af visdom og kvalificeret ved sin loyalitet. Det egentlige formål med al uddannelse i universet er at opnå bedre koordinering af verdens isolerede børn med de større realiteter i deres voksende erfaring. Virkeligheden er endelig på det menneskelige niveau og uendelig og evig på de højere, guddommelige niveauer.

[Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver autoriseret af Dagenes Ældste på Uversa.]

Publiceret: 9. november 2016